HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1971

S I G V A R D F R I I S D V E R I G S B E R E T N I N G

Matthiesen Meckelborg sidst i i63o ’rne. De fik følgeskab af flere andre.1 Der findes en række samtidige optegnelser om udenlandsrejser i 1600-tallet. Mange af dem er forfattet af forskellige adelsmænd, der jo rejste flittigst; men også flere lærde, som f.ex. Jacob Birche­ rod, Holger Jacobæus og Ole Borch har efterladt temmelig fyldige beskrivelser af deres oplevelser. Ved en gennemgang af disse be­ retninger i Det kgl. Bibliotek til brug ved en oversigt over danske udenlandsrejser i 1600-tallet blev jeg opmærksom på en anonym rejseskildring fra tiden 1684-86, der indeholder mange bemærkel­ sesværdige enkeltheder.2 I modsætning til andre beretninger fra denne periode synes denne ikke at være benyttet, måske af den simple grund, at man ikke har kendt forfatterens identitet. Ved hjælp af det øvrige indsamlede materiale om danske udenlands­ rejser lykkedes det ved hjælp af udelukkelsesprincippet at nå frem til den københavnske borgmestersøn Sigvard Friis Dverig, der selv senere blev borgmester i sin fødeby, som den sandsynligste forfat­ ter. En håndskriftsammenligning bekræftede denne antagelse. Han var søn af Christen Andersen Dverig, der stammede fra Jylland. Faderen blev 1663 gift med renteskriver Sivert Friis’ enke Margrethe Kejtum, der i forvejen havde fire børn. I dette ægte­ skab fødtes den 1. december 1663 sønnen Sigvard, der tillige be­ nyttede sin moders første mands efternavn som mellemnavn. Fa ­ deren, der også var kancelliråd og assessor i Højesteret, blev borg­ mester i København 1676 og beklædte denne stilling til sin død 169 1. A f de eksisterende biografiske oplysninger3 om Sigvard Friis Dverig fremgår det, at han fik sin første undervisning hjemme hos forældrene, der ansatte en skolemester til at undervise ham. Der­ efter sendtes han til Sorø, hvor hans mosters mand Niels Hansen Overberg var forstander. Efter nogle år i Sorø vendte den unge Dverig tilbage til København og gik indtil 1680 i Vor Frue Skole

2 7