HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1970

K Ø B E N H A V N E R L I V O M K R I N G 1 8 0 0 at vi i Aaret 1799 havde lejet nogle Værelser paa en Bondegaard i Gjentofte, Holmgaard kaldet, men meget kom vi ikke derhen, da Moder ikke kunde lide at komme der, rimmeligvis fordi der var forlidet at færdes med. Jeg erindrer intet videre mærkeligt som er hændet i Aaret 1800, men det følgende Aars Foraar bragte den engelske Flaade og sammes Angreb paa vor Defentionslinie. I den Alder jeg da var lægger Man ikke Mærke til politiske Samtaler og nærer heller ikke Frygt for nogen Fare før den er forhaanden og man umiddelbart kommer i Berørelse med den. Jeg erindrer altsaa intet om denne Begivenhed før den 1. April, da Englænderne passerede Kronborg, hvilket Man forgæves søgte at forhindre. Den stærke Canonade kunde da tydelig høres i Kjøbenhavn og voldte Uro, men Man beroligede sig snart da Canonaden ophørte, det vil sige da Eng­ lænderne havde forceret Passagen og seilede til Kjøbenhavn, for at ødelægge vor Sødefention. »Blind Allarm søde Frue, blind Allarm« sagde vor Dansemester Lever,“ da han om Eftermiddagen kom for at give sin Lection, og som han tænkte i det mindste de Ni Tiende Dele af Kjøbenhavns Invaanere, at det Hele vilde blive til blind Allarm. Det var den 2. April, en Skiærtorsdag, da hele Fa­ milien var samlet i vor Kirkestol, at ligesom Professor Fabricius vilde lyse Velsignelsen over Menigheden, de første svære Drøn hørtes, og nu begyndte det Søslag, der i saa mange Henseender er saa mærkværdigt og som, Man sige saa hvad Man vil og man anføre ved saa mange Beviser som man behager paa begaaede Dumheder, i Grunden er det eeneste Bevis som de Danske i Nu­ tiden har givet paa, at de ere deres Fædres ægtefødte Sønner, thi det var de Danske i egentlig Forstand, Jyderne og Øbeboerne og hverken Nordmænd eller Holstenere som udfægtede denne svære Kamp, som nær havde berøvet Helten fra Abukir sin Laurbær- krands. Det maae for den som havde Frihed til at bevæge sig efter

97

7