HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1970

R E D A K T I O N E N des nogen Forundring, men hvad skulde Man gjøre, Frierne voxe ikke paa Træer, og man maatte vente indtil hendes Time engang vilde komme og den kom, thi samme Sommer blev hun forlovet med Herr Johannes Fenger, en yngere Broder til hendes ældste Søsters Mand, som den Tid besørgede Moderens Forretninger, og som, efter den i sin Tid gjorte Disposition, efter hendes Død skulde overtage Værket og Gaarden til en billig Pris. Jeg husker godt den Søndag paa Eftersommeren da Forlovelsen fandt Sted. Herr Fen­ ger var kommen til Besøg i Valdby, der var noget usædvanligt da Svogerens Brødere ellers ikkun kom i Huset naar de bleve ind- budne til store Festiviteter og at han havde nogen særkjendskab til Christine var ikke vitterligt. Rigtignok var hun i Søsterens før­ ste Ægteskabs Dage kommen noget i gamle Madame Fengers Hus, men disse Besøg vare bievne sjeldnere om de end ikke ganske vare ophørte; imidlertid maae de ikke have været ganske fremmede for hinanden, thi den Eftermiddag blev alt klappet og klart mel­ lem dem, paa en Promenade til Viersløv, hvorhen Johannes skulde for at kjøbe Frugttræer til sin Broder Jørgen, hvilket ogsaa var Pretexten til Besøget hos os. Da vi om Aftenen havde spist skete Frieriet hos Forældrene og de unge Folk kjørte hjem som erklæ­ ret forlovede. Jeg havde bildt mig ind at det vilde være blevet me­ get morsomt, da de Andre vare kjørte og jeg med Andreas skulde blive tilbage, for med vore Forældre at tilbringe Natten i Valdby; men jeg blev skuffet i mine Forventninger. Fader og Moder vare slet ikke kisteglade, de havde tvertimod meget indbyrdes at tale om og syntes hel betænkelige. Siden erfarede jeg, at ikke heller den Forlovelse var saa ganske efter den Fengerske Families Sind, eller i det mindste, at Man var fortrydelig over at den ikke blev mere paaskjønnet af vor Familie og ikke vist en større Redebonhed til at fremme det unge Pars Lykke og, saalænge det behøvedes, at forbedre dets oeconomiske Stilling. Dette var imidlertid kun R iv­

1 0 8