HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1969

K Ø B E N H A V N S P O L I T I nisationen og dens virke, som ved en forbedring nok var at fore­ trække for den nye plan,221 og senere støttedes dette synspunkt af flere talere, der alle tilhørte bondevennepartiet. Tscherning stod i spidsen for denne gruppe, hvis væsentligste argumenter var mistillid til det nye system og bekymring for, hvem der for fremtiden skulle gøre folk småtjenester ved nattetide, hvis vægterne forsvandt. J. A. Hansen erkendte derimod, at det var for sent at tage en så grund­ læggende idé op på ny, og fra nationalliberal side, og da især blandt de københavnske rigsdagsmænd, ville man slet ikke vide af en æn­ dring af lovudkastet på dette punkt, men alligevel svækkede mange deres argumentation med en medlidende og sentimental betragtning over de gode, gamle vægtere, der trods alt var et uerstatteligt træk i det københavnske bybillede - selv om man fik noget bedre i stedet. Selv Bille tillod sig et par vemodige bemærkninger om de afgående vægtere, mens en af hans partifæller tilkendegav sin me­ ning med en anekdote om, hvorledes man i London, hvor et lig­ nende, udueligt system havde eksisteret før reformen i 1829, efter sigende havde kureret en mand for søvnløshed ved at give ham en vægteruniform på. Hertil replicerede Tscherning, at herhjemme var der jo nogle, der sørgede for at holde vægterne vågne.222 Den stemning for vægterne, der var skabt i folketinget, næredes af bulletiner om den offentlige mening i København, som forskel­ lige talere fremsatte fra tingets talerstol til støtte for egne synspunk­ ter. I Flyve Posten havde »fuldmægtig Petersen« således et års tid før reformens endelige vedtagelse indledt et forsvar for vægterinsti­ tutionen - han undte gerne vægteren en drikkeskilling og forstod godt hans bekymring for fremtiden. Da bladet også bragte et mere seriøst forsvar for systemet, rykkede Søller ud med en stor artikel i Dagbladet, som påviste den påtænkte nyordnings overlegenhed - hvis man holdt på vægterne, kunne det kun skyldes medlidenhed og uvidenhed.223 I folketinget blev der altid kun talt om »et personligt

1 4 1