HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1968

Z E L I A N. A N D R U P Efter middag er der rigelig tid til den smule lektielæsning, der kræves, og til at øve mig - hvis jeg da gider —og til at lege. En gang om ugen skal jeg om aftenen til dans. I tidlige tider, da jeg endnu var for lille til at være med, foregik danseundervis­ ningen i hjemmet naturligvis på det »store kontor«. Valdemar Price var engageret til at lære de ældste børn med samt en del børn af mine forældres venner at danse. Min mor spillede til. Men nu havde Valdemar Price undervisning i et lokale i Havnegade, og der må de yngste børn altså hen blandt en hær­ skare af fremmede børn. Det er morsomt at gå til dans. Vejen går gennem Store Kon­ gensgade og forbi »hesten«. Ikke den på Kongens Nytorv, den er der ikke noget ved, men chokoladehesten i kaffehandler Jensens vindue. Her gøres gerne holdt, og man solder nøddetoppe, for på danseskolen må vi gerne have slik med. I Havnegade er der et mylder af drenge og piger, og pigerne er så fine, så fine. En lille pige med glatkæmmet, blondt pagehår i mørkeblå fløjlskjole med et bredt, lyseblåt silkebånd, der går over venstre skulder og ender i en flot sløjfe på den modsatte hofte, vækker både beundring og kritik. Det er da ingen manér at anbringe et skærf! Men hvor er jeg misundelig! Valdemar Price er en smuk, hvidhåret mand, der styrer hele skaren med autoritet og stor dygtighed. Han står midt på gulvet og dirigerer og kritiserer, mens holdet marcherer rundt: »En —to — en - to, op med hovedet, ret ryggen, kast foden frem. Stræk vristen og sæt tåen først i gulvet. Udad med fødderne«. Så kom­ mer opstilling i iste, 2den, gdie position. 4de position, den van­ vittige stilling med fødderne på ret linie (vinkel 180 gr.) kan kun de færreste gøre uden at bøje i knæene. Så igen rundt i salen i en hurtig chassé, mens Price kommanderer: »Frem, frem, svæv!

154