HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1968

E R I N D R I N G E R om morgenen, indtil en lærerinde i sundhedslære fortæller mig, at sligt bør ske om aftenen. Et svagt forsøg på at indføre denne reform i barneværelset faldt negativt ud undtagen for mit eget vedkommende. Men nu kommer det sidste og det værste. Jeg skal redes! På stolen ved Maries bord anbringes delinkventen. Åh, hvor var det nemt og smertefrit, da jeg som ganske lille var drengeklippet. Ganske vist hadede jeg frisør Rasmussen, der kom og klippede os allesammen, og jeg kunne ikke lide at gå og fryse om hovedet de første par dage derefter, men det skete så sjældent, at det ikke rigtigt talte med. Overgangstiden med krumkam var heller ikke slem, det var kun et par tag med kammen. Men nu var håret så langt, at det kunne holdes sammen i nakken, og når det rigtig strammedes, kunne det »flettes med knibtang« og danne to små stenhårde løkker i en fletning. Det var dog langt at foretrække for den forsmædelige »tut«, som jeg til min fortrydelse indtil for kort tid siden havde måttet gå med, og som alle kammeraterne hånede og drillede mig med. Denne »frisure« holdt håret sammen helt inde ved hovedet, hvor det bandtes stramt med et underhår- bånd og derover en lille, sort silkesløjfe. V i havde aldrig andet end sorte hårbånd, undtagen til baller; så fik vi bånd i kjolens farve eller hvide silkebånd. Denne gyselige »tut« stak vandret ud fra hovedet som en kuperet hestehale og gjorde mig håbløst til grin for mine mere hårfagre kammerater. Lidet anede jeg i min trængsels »tutperiode«, at jeg i løbet af få år skulle blive den stolte ejermand af en pragtfuld, tyk fletning, der lod sig flette »i to etager« og var så lang, at jeg kunne sidde på dusken af den og derved forvandle de fordums spottefugle til ydmyge beundrere. Nu gjaldt det om at skynde på Marie, så jeg i en fart kunne komme hen og tage kjole og forklæde på. Kjolen, der altid var ulden og syet uden særlige dikkedarer, havde mindre interesse end

*45

IO