HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1968

Z E L I A N. A N D R U P forklædet, der skiftedes oftere og var af blomstret eller ternet bomuldsstof i forskellige farver; desuden var det pyntet med flæ­ ser i ærmegabene og flæser i halsen besat med smalle, hvide blonder. Der lægges ikke megen vægt på klæder i mit hjem. V i ejer kun to vinterkjoler hver, én til skolebrug og én lidt finere søn­ dagskjole, som senere degraderes til skolekjole; desuden en danse­ kjole og naturligvis en balkjole, som holder i mange år. Når Marmorkirkens klokker ringer otte, skal vi være færdige og gå ind i spisestuen. Min mor sidder ved bordenden oppe ved vinduet og ved hendes højre side min far. Det vil sige, der er hans plads, for han er som oftest meget tidligere oppe og ude at gå morgentur eller til gymnastik, når vi kommer ind til bordet. Sommetider er han gået til Rysensten for at tage bad. Han er »viking« (navnet var vist ikke endnu opfundet); men i al fald ynder han at hoppe i et hul i isen, en indstilling, der er komplet uforståelig for min mor, og som fylder hende med en blanding af beundring og rædsel. Hun sidder i en lang, grå morgenkjole kan­ tet med sorte fløjlsbånd og med blondekappe besat med sorte eller hvide silkesløjfer på hovedet. T il højre for min far har det ældste barn sin plads, dernæst det næstældste o.s.v., således at jeg som rosinen i pølseenden har plads mellem Agnete og min mor. Denne pladsfordeling er hellig og ukrænkelig. Er man syg eller forhin­ dret af andre grunde, står pladsen tom. Ikke tale om at rykke sammen eller bytte pladser. Til teen får vi en krydder, som vi flækker og smører godt tykt smør på og derefter franskbrød og surbrød ad libitum. Julie og Holger kommer op at slås om det sidste stykke surbrød - det er en daglig foreteelse, som de ofte tuder over, og vi andre griner af. Ved hver kuvert står en flaske mælk og en madkasse med froko­ sten, »skolen ser helst madkasser«. I en fart puttes flasken ned i

146