HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1967

A B S A L O N S E F T E R M Æ L E Uret, end at paadrage sig en større, under Navn af Straf . . . raae og uøvede Bønder og Borgere kunne med al muelig Tapperhed, og Kiærlighed til Frihed, ei staae imod øvede og vel tugtede og væb­ nede Krigsfolk, saadanne som Valdemars og Absalons Hofmænd vare«. 123 Til slut får angrebet et personligt sigte: »Nyttigt var det, at Oprøret blev stillet, men sørgelig var dog den Seier, som erholdtes over Undersaatter og Landsmænd, allene for at mætte en vel stor, men dog giærig Prælat, hans Umættelighed«.121 Harmen bryder på ny ud, da Suhm skildrer den nye skånske opstand efter Knud Y I ’s tronbestigelse: »Skade, at Absalon her viser sig fra en ond Side. Skade, at han ved sin og Slægtes Stræng- hed besmittede Valdemars sidste og Knuds første Regierings Aar med Indfødtes og LTndersaatters Blod. Dette fremlyser endog gien- nem Saxos partiske Fortælling, og uagtet al den Konst, hvormed han har søgt at snoe sig for at skiule Absalons Feil«.12i> Ottende bind af Suhms store værk udkom posthumt (1806), og udgiveren - Abraham Kali - kunne ikke lade disse hårde be­ skyldninger stå uimodsagte. Han tilføjer i en fodnote: »Jeg kan aldeles ikke ansee Absalons Opførsel for saa lastværdig, som den her og endnu mindre som den af vor Forf. forhen Side 6 beskrives. Det er ikke Absalon, men Kongen, som viiser sig fra en ond Side, og det er for ham og ikke for Erkebispen, at Saxo her nedrig kry­ ber«.12*’ Hermed var bolden givet op til et spil, som især det 20. århundredes historieskrivere har taget del i med liv og lyst. Men lige så kritisk den almuevenlige, humane Suhm er over for den gerrige og umættelige prælat, ligeså beundrende er han, når talen er om statsmanden og feltherren. Han karakteriserer ham som kongens »høire Haand og Yndling . . . og som det nu kaldes Premier Ministre«1'21 og sammenligner ham med den ældre Bern- storff. Han ville, skriver Suhm, at »de Danskes Ord og Løfter

49

4