HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1967
G U S T A V A L B E G K hvad begivenhedernes forløb angår, men også med hensyn til tal rige detailler. Hans viden om litteraturen om Absalon er imidler tid omfattende, og ofte diskuterer han sine forgængeres forskellige hypotheser. Han fastholder f.ex. teorien om Esbern og Absalon som tvillinger i opposition til Th. Bartholin og Otto Sperling110 og med støtte i Pontoppidan (jvf. ovenfor s. 4 1 ) , og han er over bevist om, at Absalons oprindelige navn var Axel; »men efter den Tids maadelige Lærdom troede han selv, og alle med ham, at det danske Sprog kom, som alle andre efter deres Mening, fra det Hebra iske, og derfor kalder Saxo ham altid Absalon eller Absolon . . . Axel betyder ellers i det gamle danske Sprog, hvad som er stort og her ligt«.11' Suhm vender i øvrigt tilbage til sin Axel-theori118 i samme bind, hvor han indrømmer, at »alle de gamle Skribenter, som skreve paa Latin«, og alle »Diplomer og Pave-Buller« bruger for men Absalon, ligesom han med støtte i Wadskiærs Poetisk Skue plads skriver, at denne skik er vedblevet »til vore Tider«.110 Hvad angår formodningen om, at Absalon bar tilnavnet Hvide, roser Suhm Sperling for at have »igiendrevet denne falske Me ning.«120 Også dette vender han tilbage til i bindets slutning, hvor det kort og godt hedder: »Det er en Fabel, at hans Slægt-Tilnavn var Hvide«.121 Det nye og æggende i Suhms fremstilling af Absalon er hans kritik af kirkemanden og navnlig af den hårdhed og gridskhed, hvormed han optrådte over for skåningerne. Hvor Saxo anfører, at Absalon lod sine mænd anvende »Knipler og Prygler« i stedet for lanse og sværd mod oprørerne, afviser han Saxo ved at tilføje: »venteligen af Foragt for Skaaningerne, endskiønt Saxo synes at tillægge det Medynk«.122 Harmfuld bliver tonen, når Suhm skild rer det udbytte, Absalon opnåede ved at slå oprøret ned: »Absa lon fik igien ei allene det han havde mistet, men endog meget mere. . . . Almuen . . . burde lære engang, heller at lide en taalelig 48
Made with FlippingBook