HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1967

G U S T A V A L B E C K en Fremmet«. En filologisk nøjagtig oversættelse synes hverken til­ stræbt eller opnået: »Jeg haffuer intet forandret vdi Saxonis me­ ning«, hedder det i fortalen.'’0 Vedels nyeste udgiver, Allan K ar­ ker, siger træffende, at Vedel »oversætter ikke i egentlig forstand, men gendigter Saxo i en meget enklere, lidt troskyldig stil, som dog aldrig savner værdighed . . .«.51 Som eksempel kan anføres det stykke af Saxos fortale, der omhandler hans skildringers afhængig­ hed af Absalon. Vedels fordanskning sættes over for Jørgen Olriks næsten ordrette oversættelse.

O lrik: »Fuldt saa meget har jeg taget efter Absalons frasagn og har troligt stræbt nøje

Vedel: »Disligest haffuer ieg ocsaa icke haffd liden hielp aff Erckebiscop

Absalon / hues underuisning ieg met stor vindskibelighed haffuer optegnet / oc flitteligen opscreffuen / huad mig af hannem er faaretald / enten om hans egen eller andre deris lofflige mandoms gierninger«.53

at nemme og flittig at optegne, både hvad han selv har øvet, og hvad han har fortalt mig om andres id ; thi hvert et ord af den ærværdige mands mund har jeg holdt i hævd som en himmelsk lærdom«.52

Man kunne i Vedels nøgterne gengivelse af Saxos ord og ikke mindst i den kendsgerning, at han ganske udelader afsnittets høj­ stemte slutningssvada, fristes til at se en tendens til afmytologise­ ring. Men noget sådant mærkes ikke i hans gengivelse af Saxos Absalon-skildringer i 14.-16. bog. Saxos fremstilling fremtræder i alt væsentligt uantastet i Vedels oversættelse. Man har imidlertid et mere pålideligt materiale til bedømmelse af Vedels syn på Absalon i de indledningsafsnit, Vedel har stillet foran hver »bog«. De udgør tilsammen et compendium af Dan­ marks riges historie, et skelet til det værk, som han aldrig fik fuld­

2 6