HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1965

J O H A N N E S L E H M A N N bane, bliver det klart, at det var ham umuligt at opgive filantropisk arbejde - hans tanker kredsede så at sige uafbrudt om, hvad der kunne gøres for at mildne kårene for dem, der havde det hårdt, eller i hvert fald ikke så godt, som tilfældet burde være. Hvert øje­ blik skriver han, uden at give sig til kende som forfatteren, vel begrundede afhandlinger om et eller andet emne, og lægger så manuskriptet i en skuffe. Her ligger det, til det ved en eller anden lejlighed kommer frem, bliver læst af en interesseret ven, der på­ lægger L. I. Brandes at føre opgaven ud i livet. Blufærdig og selv­ udslettende beskeden som han altid var, kom han med den ene ind­ vending efter den anden. Men snart efter stod han midt i arbejdet, der lagde beslag på ham både ved dag og nat. Da dampmotoren for alvor vandt frem, sagde professor, dr. med. Edmund Hansen Grut, at han altid kom til at tænke på L. I. Brandes, der også kunne indstilles på døgndrift. Da Københavns Sygehjem var en kendsgerning, fik L. I. Brandes ret blod på tanden og mod på at tage nye store opgaver op. Med liv og lyst tog han fat på at fremme sygekassesagen, hvad der igen førte til dannelsen af »Den gjensidige Hjælpeforening for kvinde­ lige Haandarbejdere«. Det var en sygekasse for kvinder af en en­ kelt klasse. Det havde længe undret ham, at der i hovedstaden fandtes så få sygekasser for kvinder, og da han tog fat på at gen­ nemføre en forandring i dette forhold, begyndte han med syjom­ fruerne. Fra sin lægegerning vidste han, hvor økonomisk svært de ofte havde det, han så mange sygdomstilfælde forårsagede ved overanstrengelser - f.ex. op mod pinsetid - og de arme kvinder havde ikke råd til at få den nødvendige medicin. Det var i 1867, han besluttede at gå i gang, og klogt allierede han sig med frøken Josefine Schneider, der senere vandt et fortjent smukt navn som bømehjemsforstanderinde. Da L. I. Brandes indbød til et møde om sagen, kom der en tre­

i 44