HistoriskeEfterretningerOmRosenborg_1883

59 bredte sine Straaler, og Mulmet, der indhyllede den, svandt som den flygtende Taage; kun da fik ogsaa lune Hæders­ tegn en sandere og mere passende Betydning; kun da bleve de hvad de burde være: talende Yidnesbyrd om Fyrstens Agtelse for sine troe, ved Fortjenester udmærkede Mænd, og mægtige Opmuntringer for disse, til ved ædel Daad, at gjøre sig denne Agtelse værdige. Saaledes bød Anden Frederik hint Katholicismens Emblem, der ledsagede Elefant-Ordenen, vige for hans eget kongelige Billede; Saaledes forædlede femte Christian, ined skabende Haand, hint Dannebroge, der, hyllet i mystisk Dunkelhed, kun omgivet af Overtroens Nimbus, og ind­ skrænket til Krigeren allene, skylder Waldemar sit Udspring. Ja, det var paa denne Maade de ridderlige Ordener og Hæderstegn efterhaanden forædledes; det var saaledes de, rensede fra Sværmeriets afgudiske Trolddom, men vigtige ved ædel, religiøs og moralsk Betydning, bleve ikke mindre lærerige end hædrende for den, de prydede. Thi hvorom skal vel hin Stjerne minde, der skinner paa Ridderens Bryst? Mon ikke derom, at han, som bærer den, bør, ved Kundskab og Dyd og hæderlig Idræt, som en lysende Stjerne straale blandt hans Brødre? Ja, hør det, Du, som med hint glimrende Symbol paa Fyrsteyndest og Fyrste­ krav fremstaaer blandt Dine Medborgere; med ventende Blik følger deres Øje Dig paa Din Vandring, og med høj­ tidelig Alvor lyder deres Stemme Dig imøde: »Kun naar prøvet urokkelig Troskab mod Konge og Land; kun naar ædel Virksomhed og aldrig trættet Gavnelyst; kun naar Tapperhed i Leding; Viisdom og Sindighed i Fred; kun naar hver Dyd, som adler Mennesket og Borgeren, boer i Din Barm og pryder Din Vandel: Kun da har Du fyldest­ gjort Kongens og Fædrenelandets Fordringer til Dig; og klarere end Stjernen paa Dit Bryst straaler Din ubesmit­ tede Hæder; Men lagde Du Dig, svag og uvirksom til Roe bag dine Fædres Skjolde; troede Du det stort at have arvet deres Havn, uden at have arvet deres Dyd, og glemte, at Du kun tager dette Navn, der minder Dig om Daad og Kraft, forfængelig saa ofte Du nævner det; da sank Du dybt blandt Dine Medborgere og Din Stjernes Ulands vil kun svagt skjule Tomheden i Din Sjæl og dit indere Mørke.« Men det var dog især Dem forbeholdt, allemaadigste Konge! paa en end mere udmærket Maade, at forædle et