HistoriskeEfterretningerOmRosenborg_1883

58 Dagen selv og det høitidelige Optrin, der ledsager den, paalægger mig; Og vil end min Evne ikke her svare til min Villie; vil min Tale maaske mere vise hvad jeg ønskede, end hvad jeg formaaede at hidrage til Festens Højtidelighed, o ! den vil dog modtages af Deres Majestæt med Hyldest og Naade, som en, skjøndt ringe, dog vel- meent Skjærv, der, med erkjendtlig Hu, med villige Hæn­ der, nedlægges ved Deres Trones Fod. Og kan jeg vel i dette Nu see omkring mig; kan mit Øje vel dvæle ved hin Pomp, som straaler det imøde; ved hin ridderlige. Færd, hine ridderlige Hæderstegn, der minde om Oldtiden og dens kjække og dydige Mænd, uden at min Tanke ufrivillig føres ind i disse, ved Daad og Kraft og underfuld Storhed udmærkede Dages alvorlige Helligdom; uden at den nødes til, skjønt med ilende Skridt, at følge den stolte Gang, hin store, ofte dunkle, men stedse mægtige Følelse hos Mennesket: Æren valgte blandt vore Forfædre. Ja i hin første Old syntes denne Følelse især at være fængslet til Mod og Tapperhed. Kjæklied i Brystet og Kraft i Armen aftvang Ærefrygt og Hylding overalt; Og, som paa en udkaaren Søn af Kampens Gud, stirrede man, med gysende Beundring paa den djærve Kriger, for hvis Fødder Døende og Lemlæstede krympede sig i Støvet , medens han selv, blødende af talrige Ulivs Saar, med Sejerens Smil i sit Blik, med Odins Sang paa sin Læbe, vandrede glad over Liigdynger til det aabnede Yalhal. Hvo vilde imidlertid nægte, at ogsaa Retfærd og Af- skye mod underfundig List og Agtelse for værgeløs Uskyld og flere høje Dyder, ofte, skjønt med strængt Aasyn og i alvorlig Dragt, ledsagede den vilde Tapperhed? Kristen­ dommen kom; dens vennesalige Aand gjoixle Sæderne mildere og de stille rolige Dyder nøde deres Ret; dog vedblev endnu stedse Tapperheden, forenet med høj Agtelse for qvindelig. Uskyld og qvindeligt Yærd, at udgjøre en Hoveddyd hos den kristne Helt; en Dyd, hvortil Ridder­ slaget især højtideligen opfordrede liam. Hæderstegn op- fandtes og gaves, men ikke ville vi lukke Øret for Hi­ storiens sanddrue Stemme, naar den forkynder os, at ogsaa Overtroen, der ansaae det for Pligt mod den Gud, den laante sit eget forfærdende Billede, at udrødde alle, hvis Brøde var et fremmed Fædreneland og en fremmed Troe, ikke sjælden her spillede en vigtig, skjønt ikke ærefuld Rolle. Kun da Oplysningen liig Dagen mere og mere ud