HistoriskeEfterretningerOmRosenborg_1883

42 tige som mod den Ringe; — og — burde jeg vel forbie- gaae det? — at Danmarks og Norges Konge, i enhver Tvistighed, om mit og dit, møder sine Undersaatter for Domstoelen, og ikke kræver anden Ret, end den, Lovene tilsige. Jeg har nævnet det til Christians Hæder, at han var Danmarks vise Lovgiver. Ikke formoder jeg mig den Ind- vending: at Lovene vare de Mænds Værk, som han havde valgt til dette Arbejde. Kunde vel nogen Dødelig være sig selv nok? Dette Fortrin er det høieste, alle Væseners Væsen, eene forbeholden. Kongen paa Tronen er kun Menneske, og kan ikke gjøre alt ved sig selv. Naar han, iblandt sit Folk, udmærker de Duelige og Retskafne, vinker ad dem, sætter enhver paa sit rette Sted, og bruger dem; da handler han, som den store Konge, og saaledes hand­ lede Christian. Da Lykurg, Spartanernes berømte Lovgiver, var død, byggede det taknemmelige Folk ham et Tempel, og ofrede aarligen til hans Ihukommelse. Efter mere end et Aarliundredes Forløb priser det danske og norske Folk sig lykkeligt ved Christians Lov, og i deres taknemmelige Hjerter er hans Tempel opbygget. Christian aabnede Kilderne for Vindskibeliglied og Flid. Ikke allene opmuntrede han den ved adskillige Frie- lieder; men benyttede og en anden Lejlighed. Formedelst ilde forstaaet Religionsiver, havde den ellers kloge Lud­ vig ophævet det nantiske Edict, og derved berøvet sig selv mange duelige Borgere, Videnskabs- og Handelsmænd, Kunstnere og Haandværkere i alle Fag. Endeel af disse ønskede, at nedsætte dem i Danmark: og, blev end dette i nogen Tid hindret, fordi ogsaa her, skjøndt ikke hos Kongen, fandtes ilde forstaaet Religionsiver; saa dog, ej allene tilstædede Christian disse Udvandrede Borgerret og frie Grudsdyrkelse efter deres Skik, men opmuntrede dem endog at komme hid, ved at tilsige dem tyve Aars Skatte- friehed, og flere Benaadninger. Var end Christians ypper­ lige Dronning, den yndige Charlotte Amalie (og hvor kunde jeg andet, end nævne hende?) den, som havde drevet dette Værk, saa udmærker det dog den vise Regent, at han heller hørte sin Venindes forstandige Raad, end det Usands, som andre havde forebragt ham. For den danske Handel, og Søefart, var Christians Regjering en vigtig Epoke. Øen St. Thomas var vel alle­ rede forhen besejlet af de Danske; men først, formedelst denne vor Konges vise Omsorg, blev Kolonien, som ogsaa

\