HistoriskeEfterretningerOmRosenborg_1883

39 hævde Statens Selvstændighed, naar det kun drages for at tilbagevinde en hæderlig Fred; da velsigner Folket den modige Kriger, og Æren, den sande Ære, rækker ham sin Laurbærkrands i den samme Stund, da han har erobret Fredens Palme. Christian førte Krig; men han var nødt dertil, baade fordi Faren truede Danmark, og fordi han rnaatte opfylde det Forbund, han med Brandenborgs Churfyrste, med Ne­ derlandene, og med flere Magter havde indgaaet. Yed Klogskab sikkrede han Riget imod dets hemmelige Fiende. Selv var han midt iblandt sin Hær, og hvor han var, der sejrede den; thi hvo kunde see Heltens uforfærdede Mod, see hvorledes han trængte frem der, hvor Faren var størst, uden at følge hans lysende Exempel, og uden at besjeles af samme Krigeraand, som han. Under Christians egen Bestyrelse belejres Yismar, den værger sig frygteligen. Er end Besætningen i et Udfald slagen, — er end den Hær, som iilede Staden til Hielp, tilbagedreven; saa over­ giver den sig endda ikke, forinden et af dens Udenværker med stormende Haand er indtaget, og det øvrige truet med en lige Skjebne. Nu ydmyger den sig for Sejervinderen, og hylder ham som Herre. Dette var Christians første Sejer, men kun Forløberen for de flere. Helsingborg, Landskrone, Cliristianstad, Rygen, faldt for Heltens sejer­ rige Hær, anført af ham sslv. — Jeg nævnte Cliristianstad. Den blev indtaget med Storm. Skræk og Rædsel udbrede sig nu over den ulykkelige Stad. Yildt og sejerdrukkent, løber Krigsfolket omkring, de plyndre, og øve Yoldsom- heder. Men, o hvilket S yn ! — Fra Gade til Gade, stand­ ses Udaaden. De Yilde vige tilbage, og de nyeligen jam­ rende Mænds, og Qvinders, og Børns, Takkeraab lyde liøit mod Himlen. Er det en Skytsengel, en af de højere Yæ- sener i menneskelig Skikkelse, som iler de Ulykkelige til Hielp ? — O n e j! — det er Helten selv, det er Danmarks Konge, som farer om fra Gade til Gade, hvis lynende Øje­ kast, og skrækkende Sværd, nu bruges til Overvundnes Frelse. O, Christian! nu fortjente Du, at Æren rakte Dig sin uforvisnelige Krands; — nu fortjente Du, at Forsynet vaagede over Dig, da paa Tilbagerejsen fra Rygen Dit Skib i fem Dagns Storm, adskildt fra alle de øvrige, havde mistet Roret, alle Baade, og alle Ankere, og da det mindste, som endnu var tilbage, kun ellers brugeligt i Havnen, men i Fortvivlelsens Øjeblik udkastet, holdt Skibet, og frelste Dig. — Hvad Under? at Skanningerne saa velvilligen vendte