HistoriskeEfterretningerOmRosenborg_1883

38 opløfter Sjelen, og vækker den til gavnrig Eftertanke. Medens I levede, var al Eders Id lienvendt paa Eders Medmenneskers Lyksalighed. Det Mønster, I liave givet, er Eders sidste Yelgjerning, der, lig Solens Straaler, op- ilder Efterslægtens Barm, lyser ad Vejen, den skulde vandre. Deres Majestæt liar allernaadigst befalet mig, som Taler, at optræde i denne høitidelige Forsamling; og De har derhos allernaadigst biefaldet, at Dannebrog-Ordenens For­ nyer, vort Fædrenelands femte Christian, skulde være Gjen- standen for min Tale. Men — allernaadigste Konge! — det er ikke uden med Frygt, og Undseelse, at jeg efter­ kommer dette Deres Bud. Jeg kjender Æmnets Værdig­ hed, men jeg kjender ogsaa min Svaghed. Her paa dette Sted have ypperlige Talere tilforn fremstaaet. Ordenens første Stifters, Valdemars, Minde blev hædret af Svadas, og Klios Yndling. Hvor meget bør jeg da ikke frygte, at mit Foredrag vil skurre i det til Vellyd vante Øre?------- Dog! — hvo skuer ikke gjerne den Elskedes Billed, end- skjøndt det ikke er tegnet med Mesterhaand? En oprigtig Fortælling er nok til at hædre Christian, og jeg behøver derfor ingen Veltalenhed. Hvor jeg ufuldkommen skildrer hans Værd, tør jeg allerunderdanigst liaabe, at Deres Majestæt vilde antage den gode Villie istedet for Gjer- ningen. Danmarks femte Christian var — saa siger Historiens Muse — medlidende, god, og retfærdig, from uden at være overtroisk, behjertet, tapper, aarvaagen, og omhyggelig for sine Staters Vel. Han elskede Videnskaberne, valgte due­ lige Mænd, og lønnede kongeligen deres Troeskab og For- tienester. Her at fortælle hans hele ærefulde Levnetsløb, vilde langt overgaae Grændserne for min Tale. Ikkun nogle af hans Bedrifter i Krig, og i Fred, der udmærke ham, som Danmarks Skytsaand, og som sit Folks Fader, vover jeg at fremstille. Til Uheld for Menneskeslægten har den falske Ære bygget sig et Tempel, hvis Adgange ere farvede med Blod, og som ikke kunne bestiges, uden ved at vandre over Dynger af Liig. Ulykkeligt det Land! hvis Fyrste higer efter, at krones i dette Tempel. Ulykkelig Fyrsten selv! Til sin Skræk vil han erfare, at Samvittigheds Nag, og Menneskehedens Forbandelse, vorde hans Løn. Men — der gives ogsaa retfærdige Krige. Naar Sværdet drages for at afbøde Fornærmelser, for at tilbagedrive Vold, for at