HistoriskeEfterretningerOmRosenborg_1883

236 præget sig dybt i lians Sind. Men vi mindes ogsaa, hvor varmt han var greben af sine Landsmænds Anerkjendelse, med hvor dyb Følelse han modtog den Hyldest, som bragtes ham af en Moders Blik eller et stirrende Barneøje. I mange Aar af sit Liv nød han denne Lykke. Og til den Beundring, som omgav Digteren, føjedes Hengivenhed for Mennesket. Kjærlige, trofaste Yenner omgav indtil de sidste Sygdommens mørke Dage, indtil det sidste Aande- dræt, den midt i al sin Berømmelse ensomme, hjem­ løse Digter. Tiden er endnu ikke kommen til at holde Dom over den digteriske Livsgjerning, som nu er afsluttet. Ogsaa i Menneskenes Stemninger er der stærke Omskiftelser. Der indtræder let efter en maaske for vidt dreven Be­ undring et Tilbageslag, der gaaer til den modsatte Yder­ lighed. H. C. Andersens Digterpersonlighed er desuden altfor ejendommelig og altfor uensartet, til at den ikke skulde vedblive at have sine Modstandere, navnlig blandt dem, der mangle Sympathiens Guldnøgle til det magiske Land. Men vi, der tro at forstaa Digteren og vide, at vi elske ham, have elsket ham som Børn og elske ham endnu højere som Voxne, vi kunne med Fortrøstning se Efter­ tidens Dom imøde. Han er en af de Faa, som har beriget Samtid og Eftertid gjennem alle Nationer med Tanker, Forestillinger og Skikkelser, som ere bievne fælles Eje og fælles Mønt, fordi de ere typiske og i korte, slaaende Træk male almenmenneskelige Skikkelser. Gaa hele Rækken igjennem fra Æsop til Charles Dickens, og prøv engang, hvor mange Forfattere dette kan siges om! Og søg hvor­ somhelst i hans Værker: intetsteds stikker en lav eller uædel Tanke sit Hoved frem iblandt Blomster, intetsteds kalder noget Uskjønt Rødmen i Kinderne. Vil end meget af det, som han fødte i begejstret Smerte, henvejres af Tidens mægtige Aande — Noget er der, som vil leve igjennem Slægterne og bevare Mindet om Eventyrdigteren, om den grimme Ælling, som efter Lidelser og Trængsler