HistoriskeEfterretningerOmRosenborg_1883

116 UlykkeLig han maatte blegne, Knnust af det Uheld, som ei frie Fra Dødens Baand han kunde frelses, Thi ak! det Fald jo blev hans Urav. Ei ahned han, da glad lian liilste, At da det sidste Smiil han gav. Gud! Du, som sender Fryd og Kummer, Skue til de arme Børn ned. Fred med den Sjæl, som rolig slumrer, I Døden endt er, hvad han leed. Men skrækkeligt, o hvilken Jammer! Da fro og glad man Boat saae Knuust som af Lynen, Dødens Flammer Paa sorten Baar’ den Arme laae. Nu ved hans Grav, hans Hustrue græder, Her klagende om Liget staae; Og ynkelig til Himlen hæver, Nu Suk til Gud, de ømme Smaae. O Fader! styrk det unge Hjerte, Som for sin Koats brutte Stav. De ømme Glutter, som med Smerte, Her sukker ved den Tabtes Grav.

En mindre farlig Forestilling blev given det føl­ gende Aar paa Exercerpladsen, idet det blev tilladt Hurtigløberen Berg at vise sin Færdighed i sin Kunst ved i 32 Minuter at tilbagelægge Pladsens Omkreds 12 Gange, hvilken Strækning udgjorde en Mil. Adgangen betaltes med 32 Sk.1) En større Revne over samtlige i Kjøbenhavn garni­ sonerende Tropper og over de øvrige militære Korpser

5) Nyeste Skild. al’ Kjøbh. 1828 Nr. 28.