HavnetIGrøften

83 føjer de sig dog her ind i Billedet . . . . her . . . . og i det øvrige »Tivoli«, og naar den Dag kommer, da Tje# nerne for sidste Gang i Sæsonen tager Notitsbog frem og gør Regnskab med Gæsterne, som nødigt — meget nødigt vil tage Afsked, da føler vi Savnet af det tradi# tionsbundne Sted, og vi ved, at Gæsterne — de ældre som de unge — alle ligger under for det samme Savn. Vinteren synes uendelig lang . . . . den lange, graa og stormindhyllede Vinter, som skiller den sammenvoksede »Grøfteflok« . . . . skiller de tusinder af Tivoligæster, som under Løvet vandrede afsted snart i solbeskinnede For* middags# og Eftermiddagstimer, snart i Aftentimer, hvor en ødsel Lyspragt kaldte Feststemning frem. Men som Vinteren omsider afløses af Vaar, saaledes omformes vore Savn efterhaanden til Længsel. Det er vore Følelsers forskellige Aarstider — Savnet, der er i Slægt med Vinterens Mismod og Vemod og Længselen, der som Vaaren i sig ejer Forjættelsen om det Godes Fuldbyrdelse. Vi vandrer afsted gennem Byen, ser fra Vesterbros Passage ind i det lukkede Tivoli, ind i den Flave, der beredte os saa mange Glæder, men som nu ligger hen i en dødlignende Tilstand. Glade og festlige Stunder skrider frem i Erindringen, Savnet af Sommerens svundne Herligheder øver sit T ryk paa os, men i Forvisning om en ny Vaar og en ny Som« mer stiger Længslen som et vemodigt og dog kæ rt Tone# brus frem i vort Indre. Dette Stemningsskifte har jeg saa smukt set tolket i et Digt, som Forfatteren Carl V . Jensen har skrevet om »Folkets lukkede Have« og med dette Digt, der former sig som en straalende Hymne til den Flave, vi alle elsker, vil jeg da slutte dette Afsnit, hvori jeg efter Evne har søgt at give et Billede af det Liv, der rører sig herinde og specielt i »Grøften«: 6 *