HavnetIGrøften

82 T id havde væ ret en Dødssejler . . . . og nu har han faaet en formidabel Sukces med Revyen: »Gaa med i Lun? den« — ude paa »Over Stalden« Teatret.« »Naa, ja . . . . j a . . . . det kan jo godt være, at Aare? ne har gjort mig blasert . . . . men jeg kan sku ikke li’ Funkis . . . . det er . . . . det er . . . . ja, det er som Sød? mælk for en Sviregast . . . . maa jeg betale.« Den ældre Herre forlader »Grøften«. — Der er en Stejlhed i hans Holdning, og hans Gang virker trodsigt trampende. Han er Symbolet paa den gamle Tid, der kænv pende med den nye, som sejrrigt vinder frem, til det sidste søger at sælge sit Liv saa dy rt som muligt, men det er jo Livets Lov, at Ungdommen efterhaanden sæt? ter sine Meninger igennem, at den nye Slægt kommer til at præge Tidsbilledet, for saa engang naar dette Slægt? leds Kulmination er naaet, at fortrænges af andre. Saaledes ser vi det ske overalt . . . . det er den gyldne Regel . . . . den Regel, som dog ogsaa ejer Undtagelser, og betrag ter man Bybilledet af København og sammen? holder det med de forskellige Erindringsbilleder, man har af den store By fra sine første Ungdomsaar, da staar alt i Udviklingens og Forvandlingens Tegn . . . . men her? inde i den halvfemsaarige Have og i den lige saa gamle Kro gaar Livet uberø rt af T idens hektiske Strømninger. Her mødes som for Slægtled tilbage det gode Borger? skab i friske og luftige Omgivelser . . . . her udpakkes Mors veltillavede »Klemmer« og Familielivets Søndags? hygge gør selve Hverdagen festlig og lys. I »Grøften« lever og gror alt i Folkelighedens saftige Muld. Den store Hjertelighed, det gode Humør og det joviale Sindelag er uskrevne Love, som Gæ sterne ubevist bøjer sig ind under, og skønt T idens Ungdom paa mange Maa? der gaar frem ad nye afstukne Stier, rasende mod tid? ligere Slægters Overleveringer, Anskuelser og Meninger,