HavnetIGrøften

78 lige Filmsindustri, som efter nogle Aars Hviletid synes at være i Udvikling, vilde det være af Betydning om Olaf Fønss igen traad te til. Jean Hersholt har foretaget en Rundtur i »Tivoli« og for første, men ikke sidste Gang efter sin Hjemkomst, aflægger han »Grøften« et Besøg, og da jeg beder ham være elskværdig at yde sit Bidrag til nærværende Bog, indvilliger han straks heri, idet han siger: »Det vil jeg forfærdelig gerne . . . . jeg synes jo, det er en fortræffer lig Idé, De der har faaet . . . . og jeg er en varm Tivolis beundrer, som De maaske ved . . . . Paa Turen over At* lanten fortalte jeg Gang paa Gang min Kone om den fortryllende Have, som hun, skønt hun er Dansk og født i Jylland, aldrig havde haft Lejlighed til at se . . . . og jeg vil sige Dem, at selv om Gensynsglæden sjæ lden t er saa sto r som Forventningens Glæde, saa var jeg dog meget betaget af at møde alt herinde om tren t ved det gamle . . . . »Grøften«, hvortil saa mange af mine Ungdomsmini der klæber sig, har den samme friske, uforfalskede Københavnertone som dengang . . . . jo, det vil jeg meget gerne tjene Dem i.« I min Egenskab af T je n e r har jeg mød t mange forskels lige Slags Mennesker — flinke og elskværdige, men ogs saa hovne og brydske. Den Psykologi, man som T jen e r gennem Aarene faar udviklet afgiver Bevis for Paastans den om, at kunne udlede et Menneskes aandelige Egens skaber af dets ydre Væremaade; thi her, hvor jeg havde den Glæde og Æ re at gøre Hr. Hersholts Bekendtskab, mødte jeg en jævn og bramfri Naturlighed — et elsks værdigt og interesseret Menneske, og saaledes adskiller de store Kunstnere sig fra de middelmaadige som evnes rige Mennesker fra Sinker — de er helt igennem sig selv og behøver ikke som den sidstnævnte Kategori ved et forstilt fornemt og tilknappet Væsen at skjule det dimis nutive aandelige Indhold.