HavnetIGrøften

62 mange Gange, og saa dukker du kun frem som et Fata* morgana, der forsvinder, næsten før jeg har faaet Øje paa det . . . . næh, den gaar sku ikke.« »Ja, men jeg skal blot ud og nedsvælge et Par Stykker Mad ude i Køkkenet, saa kommer jeg tilbage.« »Dine Lækkerbidskener kan du kraftknuse mig nyde her blandt os, du gamle Bugfordærver.« Intet hjæ lper dog, trod s al P ro te st følger Christian Pe? tersen sine Sædvaner, og det er en staaende Skik, at han altid nyder Aften smaden i Køkkenet. Dette Maaltid indtages dog saa hastigt, at han snart paany sidder i Vennernes Kreds, og da han ser, at Glas? sene er tomme, bemæ rke r han: »Naa, jeg har nok skynd t mig for meget med at spise .. . jeg ser jeg er kommet lige til min egen Omgang .. Marcher! .. Ræk Mjøden hid!« Fem fyldte, friske Glas staar snart skummende paa Bor? det, glade og muntre fælles Ungdomsminder træd e r skarpt frem i Erindringen og gør Ordene livfyldte — kaade og sprælske .. og Latteren runger gennem Luften. »Sig mig, kender De Redaktø r Georg Nygaavd fra »Eks? trabladet«?« spørger Redaktø r Fribert mig. — »Ja, det skulde jeg mene .. Manden med det sirlige Fipskæg .. jo, det gør jeg rigtignok .. var der noget særligt?« »Naa, jeg kunde have Lyst til at tale med ham.« »Jamen, han er hernede .. han sidder lidt længere henne, optaget af en Bog .. skal jeg gøre ham opmærksom paa, at De er hernede?« Da He rr Fribert nikker bekræftende, iler jeg mod den travlt læsende Kritiker, og mit Instinkt siger mig, at det for ham ikke er en af egen Drift søgen Tilflugt til alminde? ligt Underholdningslitteratur, men noksaa meget et pligt? tro Studium af en nysudkommet Bog. Da jeg meddeler ham, at He rr F ribert ønsker at tale med ham, lukker han det friske Eksemplar af en Bog, læg? ger nedskrevne N o ta te r omhyggeligt sammen, og snart