HavnetIGrøften

50

og spredt de Glæder omkring mig, som jeg modtog fra andre.« »Kære Ven , giv mig et Glas 01 og lidt at spise . . . . bestem blot selv Menuen, saa ved jeg, den bliver tilfreds* stillende.« Den tidligere Formand for »Tjenerforeningen af 1866« og Redaktør af »Tjenerbladet«, den 70*aarige Carl Olsen, staar glad og munter foran mig med sin fremstrakte Haand, hvoraf saa mange i Aarenes Løb har modtaget et godt, ærligt og djærvt Haandslag. Han har nu naaet »Støvets Aar«, men tro mig, der er intet støvet over hans Person. Glæde over Tilværelsen, som den nu former sig, Glæde over og Tilfredshed ved de mange Arbejdsaar, der ligger bag ham, er den Støv* suger, som gør det af med det af Aarene opsparede —• Skuffelsernes og Træthedens Støv. Og Carl Olsen har Ret til at føle Glæde og Tilfredshed efter den lange »Ar* bejdsdag« for det, der blev hans »Hjertebarn«, nemlig Arbejdet for Solidaritetsfølelsen — Arbejdet for at samle Tjenerne i Danmark til en stærk Fagorganisation er lyk* kedes. »Ja, Marcher, her føler jeg mig godt tilpas. Man finder jo et sandt Velvære ved at sidde her skærmet mod Byens Larm. Jeg er jo ikke ung mere, men naar man blot som jeg føler sig rask, saa har man dog kun Grund til at være glad og tilfreds, og jeg vil haabe, at jeg endnu i mange Aar maa kunne ty til »Grøften« — til Sommerens faste Mødested for alle os gode Venner, der har holdt sammen i mange Aar.« »Undskyld vi forstyrrer!« Det er Fabrikant Nordsig og Grosserer Landgreen, der marcherer frem. »Kan vi faa 2 Sjusser.« De faar dem omgaaende og sidder nu og diskuterer den fortvivlede Valutasituation. De trøster sig med, at den vist endnu kun er i sin Vorden, og at alt kan blive meget værre, og de enes om at tage, hvad der kommer. Og