HavnetIGrøften

49

ligesom ligger og svirrer i Luften, er det lykkedes mig at faa Glassene anbragt paa et Bord uden for Rytmens Sfære. »A lle blev reddede!« En Tjener kommer hen til mig og fortæller, at gamle Carl Gottschalksen vil hilse paa mig. Jeg henter mit Kamera . . . . et lille kort Smæld . . . . og

Tivoligarden.

»Callemand« er paa V ej til mit Album. Da jeg har faaet hans Biografi, som han har afsluttet med Noderne til »Min lille Kanariefugl,« siger jeg: »Ja, den Sang er vel nok gaaet sin Sejersgang . . . . den blev De jo nærmest verdensberømt paa . . . . det maa være morsomt for Dem nu paa Deres ældre Dage at have saadanne Minder at tænke tilbage paa.« »Ja . . . . ja . . . . jah . . . . Det har De Ret i . . . . jo . . . . jeg har skam kun Grund til at være tilfreds,« og nærmest hviskende fortsætter han, »jo, ser De, naar man ikke selv er ond, bliver man behandlet godt af sine Medmennesker . . . . det er nu min Livserfaring. Jeg har nydt Livet . . . .