HavnetIGrøften

48

tionen; thi jeg havde allerede lært Hr. Melchior at kende som det mest ligefremme Menneske af Verden, der uaf* hængig af en Verdens Virak dog havde bevaret sin Nas turlighed. Jeg tillod mig i Samtalens Løb at spørge, om Kammer* sangeren ikke ofte savnede Fædrelandet og den danske Skueplads paa sine Rejser i det Fremmede, og Hr. Mel* chior svarede »Jo, og tro mig, jeg glæder mig med et Barns oprigtige Glæde, hver Gang, jeg skal gense Danmark. Herhjemme havde man tilsyneladende ikke saa stærkt Brug for mig, som i U d la n d e t men alt det er glemt nu ------ A lt er jo gaaet over Forventning . . . . Mine Rejser bragte mig gode Engagementer og — lad mig ikke glemme det — ogsaa en dejlig og forstaaende Hustru.« — Det hænder for mig paa bestemte Tidspunkter, at de undertiden mange Glas, som jeg balancerer afsted med fra Buffeten, kommer i faretruende Bevægelse paa den blanktpolerede Bakke, og jeg maa paakalde al den Energi, som mit Legeme rummer for at betvinge den ryt* misk gyngende Bevægelse, som opstaar i mig, naar den under Anførsel af »General« Scheiding og Komponisten Bøker Nielsen taktfast marcherende »Tivoligarde« sen* der sin velindstuderede Orkestermusik ud over »Tivoli«. Jeg forstaar, at »General« Scheiding stadig forbliver uberørt af Aarene i dette Selskab af glad, foretagsom Ungdom, og Komponisten Bøker Nielsen, som instude* rer Orkestret, har al mulig Grund til at være tilfreds og stolt over Resultatet, thi det er uden Overdrivelse Skan* dinaviens bedste Drengeorkester. Disciplinens Aand og Kammeratskabets Tone er den sunde Kerne i denne Gar* de, hvis pædagogiske Indflydelse paa de enkelte er større og mere gavnlig end de fleste aner.

Garden er just marcheret forbi, og mens Tonerne endnu