HavnetIGrøften

39

Igennem 39 Aar har denne Mand været beskæftiget herinde, indtil han i 1924 paa Grund af vaklende Helbred maatte tage sin Afsked. »Tivoli«, som skænkede ham Manddommens interess sante Virkefelt og gav ham en stor Venneskare, bereder ham nu i hans Otium kære Minders billedskarpe Panos rama, og Sommer efter Sommer kommer den stilfærdige nu 75saarige »TivoIi«sVeteran i »Grøften«, hvor Vennes kredsen fra hine Aar vel nok er tyndet ud, men hvor Gensynets Hjertelighed til Gengæld virker smittende paa Omgivelserne . . . . Det er Trofastheden, det af en forceret Tid saa lidet agtede Begreb, som her manifestes rer sig saa smukt. — »Halløj, Marcher! Vær saa venlig at kalde paa Hr. Hoffland, og bed ham komme herhen og faa en lille En.« Det er Danmarks Kælebarn, Klovnen August Miehe, som ønsker en Passiar med Kunstnerplænens Direktør Pjerre Hoffland. Hoffland hilser paa Miehe, men beklager ikke at have Tid til at nyde noget, da han har aftalt at mødes med sine Artister hernede. »Ja, der er de allerede,« siger Hoffland, »Farvel, August, og Tak for Venligheden.« Pjerre Hoffland sidder nu med sine to Døtre og Sønnen omgivet af et broget Selskab af Alverdens Artister, og »Grøften« har i et Nu faaet et kosmopolitisk Præg; thi Tysk, Engelsk, Fransk og Spansk og mange andre Sprog, som jeg vist ikke engang er i Stand til at identificere, krydser Luften og slaar imod mine Trommehinder i baby* lonisk Forvirring, men Hoffland og hans Børn boltrer sig rigtigt i dette internationale Selskab, hvor Kammerats skabet synes at sidde til Højbords. Telefonen kimer . . . . det er en Bestilling paa en god Frokost til et større Selskab. »Tivoli«s Belysningsmester Persson , som har hørt mine