HavnetIGrøften

21 Det Navn havde Klang hos alle, kun ikke hos »Skippe* ren« selv; thi han yndede ikke Ordet Grøft, der for ham kun rummede mindre behagelige Minder fra hans A scem sioner. Paa en af disse, der førte over Sundet, blev han nemlig med sin Ballon grebet af en Hvirvelvind, som foer saa ilde med dem, at den kastede baade Ballon og Lufts skipper i en veritabel Vejgrøft ovre ved Kyrkhedinge, et Par Mil Nord for Malmø. Siden den Tid havde Johansen en forklarlig Uvilje mod alt, der kaldtes Grøft, og han var i Virkeligheden noget ked af Restaurantens folkelige Navn. Da Tivoli lukkede sine Porte efter Sæsonen 1919, var det sidste Gang, Publikum havde haft Lejlighed til at hilse paa Lauritz Johansen, thi hen paa Efteraaret mods tog hans talrige Venner det sørgelige Budskab om, at nu var den Mand, der i 30 Aar havde været knyttet til Tivoli, dels som Luftskipper, dels som Restauratør, afgaaet ved Døden. Nem t var det ikke at finde den, der skulde løfte Arven efter ham og holde Traditionen vedlige i »G røften «, og Direktør Arne Petersen havde et meget vanskeligt Hverv ved at skulle vælge mellem de mange, hver for sig ud* mærkede Ansøgere til den ledige Restaurant, men en skulde og maatte jo blive den foretrukne. Det blev Christian Petersen, i hvis Turban Appelsinen faldt, og han var en Mand, som Københavnerne, ikke mindst Amagerne, udmærket godt kendte baade af Navn og af Gavn. Ude paa Amager, ved Siden af »D y v e k e « s formodede Sommerbolig, laa omgivet af en stor Have, den gamle Landevejskro » Røde Kro«, der var blevet købt af Chri* stian Petersen og af denne omdannet til et hyggeligt Fors lystelsessted med tilhørende Teater, paa hvilket opførtes folkelige Skuespil og Vaudeviller. Sjælen i »Røde Kro« var Christian Petersen, thi han var