HavnetIGrøften

20 »Aborren «, med hvilken han foretog sin allerførste Luft* fart Søndag den 25. August 1889, »R ødspæ tten « eller »Kug* len«, der bar ham ved hans 117. og sidste Opstigning i 1905, pilsnart forsvandt i Skyernes Rige. Da »G rø ften « i Aaret 1900 stod overfor et Lejerskifte, vakte det stor og udelt Glæde hos Publikum, at Tivolis Direktion, i Spidsen for hvilken dengang stod Grosserer T. S. T hrane, valgte Luftskipper Lauritz Johansen som Le? der af Kafeen, thi en bedre Mand kunde der næppe tæm kes, da han netop var i Besiddelse af de Egenskaber, en ideel Restauratør skal have: Dygtighed, Lydhørhed for Publikums Ønsker, Elskværdighed blandet med Myndig? hed og fremfor alt Popularitet. A lt dette havde Lauritz Johansen, men der var dog en eneste Ting, som han vist ikke havde, og som neppe no? gen huskede paa, at han burde have haft: Borgerskab som Aéronaut, d. v. s. som Luftskipper. Den sidste, der kunde fremvise et saadant, var nemlig J. W . D . B. M o yel, som den 21. Maj 1872 af Københavns Magistrat »vandt i Lien? hold til Næringslovens § 3 Borgerskab som Aéronaut«; senere er der næppe udstedt noget saadant. Paa Grund af »Skipperen« s store Folkekærhed blev »G røften « et Centrum for alle, Københavnere som Pro? vinsianere, for Forfattere, Journalister og Kunstnere, men at nævne Navne paa, hvem der kom, er ugørligt, thi det vilde være lettere at sige, hvem der ikke kom. Men en skal dog nævnes, og det er Kaptajn W ilhelm W eiss, der med et Bomber og Granater tog Plads ved Siden af nogle af sine Bekendte, hvorpaa han bestilte en »Bayser« samt et Par Stykker Smørrebrød med Køkkensalt til. Her nede kendte alle Gæster saa at sige hverandre, og vilde man træffe en Bekendt paa en af Tivolis store Festaftener, hvad der kan være lige saa vanskeligt som at søge efter en Knappenaal i en Høstak, kunde man sikkert træffe ved? kommende i »G r ø ften «; der gik man næppe forgæves.