HavnetIGrøften

2 1 2 Fald fik jeg lusket ud af ham, at han oprindelig havde studeret ved Universitetet her i København, og væ ret bosiddende i Tysk= land under Krigen, hvor han havde oplevet mange interessante Ting. Han havde senere etableret sig her i Byen og drevet en gros Forretning, men Udlængsel drev ham til saa fjernt et Sted som Australien, hvor han endelig fandt Ro helt oppe i et Land, der hed Queensland i det nordøstlige H jø rn e af Australien, Kænguruens Land. Jeg lod, som om jeg var mægtig interesseret i Australien og fik ham til at fortælle om den Tid, han tilbragte ude i Urskovene ved Kysten, hvor han havde væ ret med til at fælde mægtige Gumm itræ er og væ ret plaget af Slanger og al anden Slags Kryb, og hvor det til T ider væltede ned med Regn en hel Maaned i T ræk. Senere havde han væ ret langt inde i Landet, hvor det var umaadeligt hedt, og hvor det til Gengæld til T ider næ sten ikke regnede 8—10 Maaneder, saa de fleste Dyr laa og døde af Tørst. Han havde ogsaa haft en Bananplantage og var saa senere kommet til en By, der hed Brisbane, hvor han var traad t ind i Forretningslivet og havde væ ret S ekretæ r i den dervæ rende danske Klub. T i A a r havde han tilbragt derovre i det fjerne Land, som han aabenb art betragtede som sit andet Fædreland, og hvis Befolkning han berømmede i høje Toner. Saa var han rejst hjem igen via Tasmanien og Sydafrika og havnede igen i København, hvor han var bleven Sekretæ r i »Brb tish Import Union«, den Forening, som organiserede den britiske Udstilling. Han saa træ t ud, selv om det var tidlig paa Formidl dagen, men det var ikke noget Under, for senere fortalte han mig, at han havde arbejdet hele N a tte n og overhovedet ikke sovet, noget som ofte skete under Forberedelserne til Udstib lingen. »Det maa være et anstrengende Arbejde,« sagde jeg. »Ja, det kan De stole paa, det er, men det er knusende inter* essant — ellers kunde man heller ikke holde til det. Men jeg har jo gode Medarbejdere og en forstaaende Komité, som jeg arbejder udmæ rket sammen med. Jeg har hver Dag 4—5 Sager, som synes absolut uløselige, men i Løbet af nogle T im er glider det; daglig har jeg Besøg paa Ko ntoret af vrede Mennesker, som mener sig forurettet, men jeg faar mig altid talt tilrette med dem, og jeg har sat mig det Maal, at naar Udstillingen er forbi, saa skal alle væ re tilfredse, og mellem de hun dreder af Menne* sker jeg har haft med at gøre, skal der ikke væ re en eneste, som jeg er blevet Uvenner med . . . .