HavnetIGrøften

2 0 6

sammenslutning af Storannoncører, der vilde diktere Pressen Am noncepriser. Her stødte han første Gang sammen med Pressen. Gyldendal opgav dog tilsidst Kampen, og Vogelius rejste til Engs land, og her blev han »bidt af en gal Englænder«. D a han kom hjem, var han fyldt af engelske Ideer, og en af disse Ideer var Co*Optimisterne. N u skete der noget mærkeligt. Vogelius gjorde en E jendomsforretning, der indbragte ham en lille Formue. Han ejede intet og hans Indskud var N u l — men det var behændigt gjort, og han blev delvis E jer af N a tio n al Komplekset. Pressen forstod det ikke og kaldte ham »Agent for udenlandske Penge* jøder« og omgav ham med Mystik. D et er altid godt Bladstof. N u fik han Penge til Gennemførelsen af en af sine kæ re Ideer. H an engagerede Ludvig Brandstrup, Kai Normann og Mogens Dam og startede Co*Optimisterne hos Pagh i Frederiksberggade. Glade, dejlige Dage med Succes — indtil de fire tossede Fyre troede hver for sig, at det var ham, der var Sjælen i det hele, og de skiltes. — Tæ n k om de var blevet sammen! Vogelius fik nu Odense Folketeater — og Bonbonnieren, der var en Dødssejler og næ r havde ruineret ham. Pressen var ond ved ham den Gang. Men saa skete det, at Skaarup vaklede paa Scala — Vogelius’ Maal havde altid væ ret Scala, og det lykkedes ham at rejse Penge. Ikke alene til Scalas Drift, men til Skaarups Gæld, og Skaarup var rørt og taknemmelig — de blev Kompagnoner og Venner — ak, ak, kun kort — Skaarup brugte stadig Penge og disponerede alt for flot, og en skønne Dag vilde Finansfolkene ikke smide Penge ud i et bundløst Kar, og Skaarup m aatte gaa. Vogelius regerede da i 14 Dage alene og fik saa Paul Sarauw til Meddirektør — *senere ogsaa Gregers og dermed blev Casino og Betty Nansen T e a tre t underlagt de tre H e rrer — der nu var H errer over 3 store københavnske T eatre. Desværre havde de forskellige Interesser. Vogelius vilde »den engelske Vej« — Sarauw »den tyske Vej«. Men Vogelius var for fremmeligt et Barn — han havde altid haft den Fejl, at næppe var et Maal naaet, før han var i Gang med det næste. Han havde overstaaet de tyske Facadeoperetter og vilde frem til den moderne engelsk*amerikanske Musik og Teater. Pressen, der altid har væ ret klog — laa endnu paa Ma* ven for tysk T eate r og lod sig bluffe af Max Reinhardts og Johs. Poulsens Teater*Cirkus. Engelsk*amerikansk T eate r ansaa man for »Pjat«. Vogelius var desværre for ung — m aatte og skulde lytte til de Erfarne, og det blev hans Ulykke. Han ejede