HavnetIGrøften

191

KAY ROSTGAARD*

FRØHNE

REVYFORFATTER f. 24. Juni 1893.

Det var, medens jeg stude* rede ved Polyteknisk Lærean* stalt, som ungt og teknokratisk indstillet Menneskene, at jeg for A lvor greb Pennen og be* gyndte at skrive Cabaret* og Revyviser. Efterhaanden, som jeg stiftede Bekendtskab med flere og flere T eaterm ennesker og Forfattere, førte Samkvem*

met med disse ganske naturligt min Vej hen i »Grøften«, hvor man, lige fra Tivoli aabnede sine dragende Porte i Maj, og til de stængtes igen i September, altid kunde være sikker paa at træffe fuldt op af Venner og Bekendte fra T eatrets og Kun* stens forunderlige Verden. Det var dengang saaledes, at Teatermennesker og Kunstnere i al Almindelighed havde gratis Adgang til Tivoli, idet der ved Tivolis Hovedindgang fandtes en lille, rar Bog, der administre* redes af den vennesæle Kontrolør ved Abonnementsporten, en Bog, i hvilken Hovedstadens talrige Kunstnersjæle og mange andre stod indskrevet. Desværre er denne gode Skik senere ble* vet begrænset i en pinlig og for de fleste uforstaaelig Grad, efter Sigende paa Henstilling fra Magistraten, der jo som be* kendt har H aand i Hanke ogsaa med Tivoli. Men dengang i Aarene lige efter Verdenskrigen — kunde en fattig Skribent alt* saa endnu uden videre D ikkedarer skride gratis med løftet Pande ind i Tivoli for at styre direkte ned mod »Grøften«, der Som* meren igennem faktisk var det eneste Sted i Byen, hvor man kunde regne med at træffe de Mennesker, som man ønskede »at tale T e a te r eller Kunst med«. Mange herlige M inder fra »Grøften« har jeg i min Erindring, baade fra mine første »Digteraar« og fra de senere, hvor min Virksomhed som Sekretæ r i Revyforfatternes Forbund tit har givet Anledning for mig til at bænke mig i »Grøften«. »Grøften« hører til det gode, gamle Tivoli, der Slægt efter Slægt bevarer en forunderlig Magt over Sindene. Det Tivoli,