HavnetIGrøften

1 9 0

Maaneder m a atte de elskelige Silkeborg?Borgere døje mig paa Scenen, og siden h ar jeg kun tu rd e t komme incognito til Him? melbjergbyen. Jeg fo rtsatte mine sceniske »Triumfer« i smaa sjællandske Provinsbyer, hvor jeg hos Dir. Carl Langballe — nu Pantom imeteatrets adstadige Kassander — optraa d te i »Tor* denskjold i Dynekilen«. Jeg spillede Poul Sparre, og han bliver som bekend t ikke skudt i sidste Akt, hvilket vakte megen Fors trydelse hos Publikum. Saa vendte jeg, efter at have væ ret Soldat i 2 A a r og gaaet af som »Evighedskornet«, tilbage til Pressen, og fra R ingsted hentede R edak tør I. A . Hansen mig ind til »København«. Det skete i 1923 og i de siden da forløbne A a r har jeg virket ved dette Blad, ved »B. T.«, »Morgenbladet« og »Aftenbladet«. I et Par A a r var jeg bosat i Berlin som K o rrespon dent til »Mor* genbladet«, der desværre i 1931 gik al Kødets Gang, befordret i Graven af Red. /Isger Karstensen. Gennem min V irksomhed som Forlystelsesjournalist og T eateranm eld er havde imidlertid T e a tr e t a tte r faaet Tag i mig, og der fulgte derefter en Række Engagementer i Forlystelses? livets Tjeneste. Som Dir. Frede Skaarups Sekretæ r medvirkede jeg ved Mistinguettes Gæstespil her, og det var mig, der havde Mod til at byde hende paa Jiakkebøf i »Grøften«. D e t gør jeg aldrig mere! Saa virkede jeg som Pressesekretæ r ved Djigit?Ko? sakkernes berømmelige O p træ de n herhjemme, senere ved Wie? nerdirektøren Georg Hohenbergs A rrang emen ter: Josephine Bat ker, Georges Boulanger, Lilly Gyenes yndige Zigøjnerorkester, med hvilket jeg rejste D anm ark ru n d t . . . . og meget andet. Selv startede jeg i Fjor E fteraar »De tre fra D e t kongelige — og Ole Willumsen«, der opnaaede den største Balletsukces, et Bal? let?Ensemble udenfor D e t kgl. T eate r nogensinde har opnaaet i Danmark, og i Foraaret havde jeg den Fornøjelse at præsen? tere Provinsen for Ellen Gottschalch i »Landmandsliv«. Men Afveksling — Afveksling — maa der til, og da Dir. W illy Schumann ‘tilbød mig at blive Reklame? og Pressechef for sin Cirkus, sagde jeg derfor straks Ja! Og allerede nu h ar jeg læ rt at tale flydende med saavel Elefanter som Chimpanser sam t med »der Willy«. D e t sidste er maaske det sværeste. Hv ad det næste bliver, aner ingen. Jeg har ikke faaet stillet m it Horoskop, idet saa enhver Spænding vilde forsvinde. Og det er Spændingen, der gør Livet væ rd at leve.