HavnetIGrøften

122

J O H N F O L T M A N N FLYVERLØ JTNAN T

Det er underligt allerede nu at skulle fortælle om gamle Dage. For mit Vedkommende maa det blive Perioden lige før og under Krigen, der jo dog ikke ligger saa mange Aar tilbage i Tiden, omend jeg vil indrøm* me, at Forholdene har ændret sig ikke saa helt lidt siden. Det var gode, gamle Tider, og man støjede unægteligt no*

get mere, naarman dengang morede sig i kammeratligt Lag; men hvad, detvar jo Skik og Brug — allevegne. Og fra en be* stemt Episode mindes jeg »Grøften« fra den Tid. V i var en lille Kreds af unge Flyvere, ældre Flyvere af Alder eksisterede jo ikke dengang, og vi fejrede et nyerhvervet Certi* fikat. V i havde spist i »Over*Stalden« — en ikke altfor beske* den Middag — og skulde slutte Aftenen i »Tivoli«. Vejen dertil var imidlertid lang, og da der ikke gerne maatte spildes ret me* get af Aftenens kostbare Tid, gjaldt det om at komme afsted i en Fart. De ventende Automobildrosker blev bemandede saa hurtigt som var det en Udrykning, der gik for sig, og saa rul* lede vi velfornøjede ind imod Byens FJjerte. Mødestedet i »Tivoli« var »Grøften«. Her samledes vi i det lavloftede Gemak for endnu en Gang at hylde »den nye«. En af Dagens Hovedtalere slog paa sit Glas, rejste sig og saa sig let forvildet om i Kredsen — og saa sporedes for første Gang V en ildevarslende Tavshed. Hædersgæsten, den, der skulde fej* res, var slet ikke at se, — vi havde glemt ham ude i Charlotten* lund, og det var ovenikøbet ham, der skulde betale hele Gildet. S. P. F O R N J O T U R JOURNALIST Medarbejder ved »Aftenbladet« f. 27. November 1900. A t de Bogstaver, der er hobet sammen over disse Linier for at simulere Efternavn, er en saa mærkelig Mosaik af Lyde for en