HavnetIGrøften

123

normal ædruelig dansk Tunge, har sin Forklaring i, at jeg er født paa Island — paa en af de nordvestlige Fjorde, Ønundarfjord. og

Der har mine Forældre, saa langt vi kan følge dem i HL storie og Saga, levet, lovgivet, dræbt og drukket og avlet EF terkommere med en sær Uro og Udve i Blodet, langt Haar og adskillige mærkelige Ideer. Et Ophold her i Staden fra 1914 til Dato har i nogen Grad indvirket paa mig, saa jeg i rolige Øjeblikke kan passere for en af de Indfødte... .naa, min Mor er nu ogsaa Københavners inde. Men det var vel »Tivoli«, vi skulde tale om, kære Marcher! Desværre havde jeg intet Manuskript den eneste Gang, jeg ved en officiel Lejlighed har lovsunget »Tivoli« — endda paa Italiensk! Det skete forresten i Tivoli —• ja, vel at mærke, det rigtige Tivoli, den lille, skønne Bjergby nord for Rom, »berømt for sine Kobbersmede og Kaskader«, som skrevet staar — i Baedekeren. Jeg var Fører for en Flok danske Studenter, og under en FesF middag som Tivolis Borgmester gav for os i Villa d’Este maatte jeg op at takke. Motivet til Talen laa heldigvis for Haanden: Jeg kunde fortælle TivolbBorgmesteren, at i Danmark havde man opkaldt den dejligste Plet efter hans By. Og det kunde jeg sige med Overbevisning og Hjemveens Hjertebanken midt i den italienske Soldis og Palmesus . . . . for Billedet af Tivoli med de løvlyse Træer, de snadrende Ænder i Søen og de do. Mennesker paa Gangene — og hvorfor ikke være sanddru og tage det kolde 01 og den hyggelige Marcher med — stod pludselig som et Blink for min Bevisthed. Hvor kan et Menneske, der er født mellem Bjerge, der er højtidelige som Stiftsprovster, født i en Fjord, hvor Vinteren er eviglang, andet end elske denne Have med dens Grønhed, dens Lys, dens glade Mennesker, dens Skærsommernatsstemning. Jeg er glad over at tælles blandt denne Haves Venner.