HammerichEtLevnetsløb

2 5 9 f r i h e d , der er ét med kærligheden. Opad se vi mod de evige bjærge og husvales af synerne om den for­ klarelse og fred, der skal komme. Sabbathelgen lider mod kvæld, den var kun og kunde kun være en forsahbat. Djævelen lades atter løs, den uhyre sidste v e r d e n s k a m p står med mørkets magter, himmel og jord g å u n d e r i skærsildsluer, alt som vore fædre drømte i myten om Ragnarøk; alle de d ø d e s t å op , og d om m e d a g s a f t e n , både nådens og sandhedens åbenbarelse, sætter det evige skel mellem gode og onde. Nu først er dødens trone styrtet af „løven fra J u d a “.

Døden er den sidste fjende, vi med Gud skal overvinde, Gud med os skal træde på; o min sjæl, gid kun du vidste tonen, som det ord „den sidste“ skal i himlen synges på!

Med dommedag er historien, denne guds husholdning her nede, til ende, og tiden forklaret i evigheden, f u l d ­ e n d e l s e n er kommen som Gimle - fred en , hvortil selv den gotiske hedning satte sit håb. I F a d e r e n s r i g e stå nu fredens salige h ø r n , trin for trin modnede til „den fuldkomne mand i Kristus“ og „indsamlede alle under ét hoved i ham“ (Efes. 1, 10. 4, 13. Kol. 1, 28) til at s k u e G u d s å s y n , „der virker uforkrænkelighed“ : så har apostlerne og deres nærmeste disiple lært. „Vi skal være ham lige, ti vi skal se ham, som hån e r “ (1 Joh. 3, 2), ham, der er kærligheden, der er enheden med alle skabte verdners mangfoldighed i sig. „De evigt unge, som aldrig kan ældes“ (Irenæus), vokse fra klarhed til klarhed og fra kraft til kraft, uden kamp og spændinger og bratte overgange, men i hin „det uopløselige livs“ (Ebr. 7, 16) rytmiske strømning, 17*