HammerichEtLevnetsløb

223 noget blive mig klart, atter ufrivilligt blive borte i tågen og derpå ved en anden lejlighed dukke op på ny, og det formet til en endnu større klarhed. Jeg ved tit ikke ret selv,! hvor det går, men jeg er under indflydelsen af hin dunkle, u b e v i d s te grund, hvorpå hele vort selvliv hviler, hvoraf det fræmgår, og hvorfra det henter sin styrke. Især er dette tilfældet hen på aftenen, nar jeg sidder udelukt fra omverdenen, fordybet i mine tanker, indtil tænkeævnen trætner og længes efter hvile. Da rykkes disse uvilkårlige fore­ stillinger fra sjæledybet, blege skybilleder, om jeg tør bruge det ord, mig ligesom nærmere og med ét kan de vinde klarhed, formeligt lysne og blive til tanker, der følge med i mine drømme eller vække mig op af søvne. Ligeså om morgenen efter nattehvilen, ude i den fri, friske n a tu r; her blander den da sine indtryk med det, der slumrer i ånden, og ægger det ligesom fræm i min bevidsthed. Aften og morgen er altid mine bædste timer. Stemningslivet i og for sig leder dog på afveje, og det vilde se meget galt ud, hvis ikke vilje og forstand ho ld t det i stramme tøjler. Men jeg tror, de gør det både her og på andre punkter; i alt fald arbejder jeg med fuldt bevidst alvor på udrensniDg og udklaring af stemningerne og glæmmer ikke grundloven for den sunde livsudvikling. Måske derfor har jeg heller aldrig set syner, i så henseende er jeg snarere for vantro end overtroisk. E r nu alt, den valgte genstand vedkommende, gennem­ tænkt og føler jeg mig hjemme i æmnet, skrider jeg til u d a r b e j d e l s e n . Dette har sine vanskeligheder, da en del først under nedskrivningen kommer til sin fulde klarhed. Jeg retter derfor meget, omskriver og gør større eller mindre tilføjelser; billedet eller tanken skal udformes, intet stå hen i tåger, vore dages krav på n a tu r og virkelighed (realisme) skal ske fyldest. Mest vel til mode bliver jeg, når sidste hånd skal lægges på