HammerichEtLevnetsløb

194 våben, lige ind til grænsen af det tilladelige. Var jeg bleven vred, havde ban nået, hvad han vilde, og stillet mig blot, altså slog jeg ind i hans tonart, så godt jeg knnde. Men Carlsens plan nåede aldrig videre. M inisteriet tog efterhånden en fastere holdning, skridt skete nu til Holstens virkelige udskilling, og sidst i september 1863 lå udkastet til grundlov for konge­ rigets og Slesvigs fællesanliggender på rigsrådets bord. Kong F r e d e r i k havde imens tag et over til Sønder­ jylland at syne arbejderne på Danevirke. Den 10de november blev han syg af rosen, den 13de vedtog rigs­ råd et den n y e g r u n d l o v , den 15de d ø d e han ; i feber­ vildelsen havde han drøm t sig midt i standende strid på Danevirke. Vi genså først den folkekære h e rre , da dødningeskibet brag te hans lig, som dronning Margretes, fra Flensborg, og de en stille vinterkvæld ved fakkelskin b a r det op på kongeborgen. Det var et døvende slag, men H erren slog det, og „hans veje er ikke som vore veje“. K r i s tj a n den n i e n d e stadfæstede den nye grund­ lov, eksekutionen i Holsten var overhængende, og Bismarck, der ledede den prøjsiske politik, stod rede til a lt; fra Ruslands side vidste han sig mer end tryg. I dette øje­ blik gjorde den s v e n s k e regering holdt, så vidt havde den ikke væntet det skulde komme; ængstelig så den hen til Ruslands holdning og sin hærs lidet kampfærdige tilstand, med de store ta l regnede den i alt fald ikke. Endnu én gang blussede k o n g K a r l op; mens hans kongelige vens lig stod på parade, mindedes han de ord, der vare faldne dem imellem, og et telegram mældte fra Stokholm: „to og tyve tusind mand komme og han selv“. Håbet fik nyt liv, men tu rdeman stole på det? Havde det lykkets vore fædre at fuldbyrde Nordens enhed, selv hvis det skulde være sket med vold og sværd, hvor anderledes tryg t vilde vi Sådanne tanker overraskede mig tit.

ikkehavestået nu