HammerichEtLevnetsløb

189 det dog ikke, skønt enkelte af os havde håbet det. Stemningen var ellers bevæget i en anden henseende. Thomander tilhviskede mig de nyeste efterretninger om forsvarsforbundet mellem Danmark, Norge og Sverige, og ved bordet talte han stolte, djærve ord om Norden. Nordens historie er ikke mindst i disse skæbne­ tunge dage sammenslynget med mit livs historie. Mit sæde på r i g s d a g e n indtog jeg endnu i to år efter at være bleven professor og talte og stemte blandt andet for den almennordiske mellemrigslov om dommes ud­ førelse, den første i sin art. Jeg satte mig i spidsen for en adresse til det danske mindretal i de slesvigske stænder, den gang det med værdighed hævdede sin stil­ ling; den fik 50000 underskrifter. I øvrigt var mad- stræberne nu bievne dristigere, navnligt med hensyn til vort forsvarsvæsen, et ondt varsel, og jeg måtte ved given lejlighed foreholde dem, hvad dommen vilde blive om et folk, „der roste sig af sin frihed og dog lod hånt om frihedens pligter“. De svarede mig med latter. Endnu var jeg i maj 1861 med ved overrækkelsen til m inisteriet af de 71,000s adresse, der udtalte folkets redebonhed, selv hvis det atter skulde gælde en kamp for Sønderjylland. Men så foregik nye valg til rigsdagen, og ved dem stillede jeg mig ikke. F ra mine vælgere modtog jeg en smuk adresse med påskønnelse af min virksomhed som målsmand i 7 år for Vejle amts tredje kreds, én gang Orla Lehmanns og nu Thomas Nielsens kreds. Så ændre tiderne sig. E t digt fra denne tid, som jeg lod trykke i „Fædre­ landet“, meddeler jeg, fordi både min og mange andies stemning spejler sig i det.