HammerichEtLevnetsløb

174

I vil risikere livet, jeg derimod går sandelig hjem til vor lokanda!“ Og det skete så. Men når han en gang imellem blev greben af kunstens eller natu rens skønhed, var han til gengæld des gladere, tit overstadigt lystig, så han sprang huk over os, mens den ene strøm af glimrende tanker væltede fræm efter den anden. P å kunstsager forstod han sig udmærket godt. E t par måneder tilbragte jeg i det minderige Syden, og ilede derefter med friske rejseindtryk tilbage til m it hjem og mine studier. Jeg tråd te nu ind i et lille k o n v e n t af præster fra København og omegn, forskel­ lige i meget, men enige i troens grund. Vi samles hver måned, så hos den ene af medlemmerne og så hos den anden, og mig h a r disse sammenkomster i en række af år væ ret til sto rt gavn og glæde. Her tra f jeg de to æ ldste Fengere, P. Rørdam , P. Boisen, Busk, licentiat Gad, provst Heiberg, v. Wylich, Biædel, Holm, nu i Glassakse, K alkar; flere af dem ere døde og ny med­ lemmer komne i deres sted. Den oprindeligste var P. R ø r d a m , en trofast og trøstefuld mand, gennem trængt af tro på frelserens per­ sonlige nærværelse. Hvad der ikke ligger lige på hans vej, tør man ikke komme med til ham. Han er kun ét, ordets forkynder, men er også det med sin fulde, rige sjæl. Så godt som hans eneste studium er bibelen og mennesker, med dem færdes han ideligt, så hans kundskab til de hemmelige kroge i sjælen er over­ raskende. Der er mere mystik i ham, end han selv véd af, og også for naturlivet har han fin sans, der somme tider m inder om H. C. Andersen; på sin troskyldige vis kommer han hvert øjeblik med billeder derfra, og man mærker da altid, hvor inderligt de glæde ham selv. Han prædiker bod og omvendelse, og jeg kunde nok ønske adskillige af Grundtvigs andre venner noget mere heraf. Men hans bodstale går ud fra dåben og dåbs­