HammerichEtLevnetsløb

147

kvinder om dødsriget og evighedens" fylde. Mig selv glædede de, og jeg har grund til at tro, de har glædet flere end mig; udgivne er de ikke blevet. De kirkelige spørgsmål trængte sig nu stærkt fræm også på rigsdagen, den bekændelsesløse rigsdag, så mange blev urolige derved, især af præsterne: det kunde ikke være anderledes. Man krævede da på ny en fast ordning af forholdet mellem kirke og stat og en sy­ n o d e , og disse krav forelagdes både i det roskildske og det københavnske konvent. En adresse til ministeriet var vedtagen i Koskilde og blev foreslået i København, hvor den støttedes varmt af professor Clausen. B landt dem, der frarådede synoden, var Paulli og andre højkirkelige, hvis man her tør bruge det ord, og af Grundtvigs venner pastor P. Fenger, nu præst ved F relsers kirke, og jeg. Vi fræmhævede alle den uenig­ hed om trossager, som havde været stærk, endnu ikke var overvunden og let kunde få en farlig indflydelse på synoden, muligvis endog opløse hele kirken. Prof. Clau­ sen mente derimod, at synoden snarere vilde mildne modsætningerne. Kampen blev alvorlig, og jeg mindede om det lille optrin i pastoralseminariet fra min ung­ domstid, da jeg fik det skudsmål: den Gud, herrHamme- rich tro r på, er en blodtørstig tyran. Til sidst nedsatte konventet et udvalg. Sagen om kirkens endelige ord­ ning ha r adskillige gange været fræmme på rigsdagen og i en kirkekommissjon og fundet dygtige talsmænd, uden dog at kunne trænge igennem, fordi flertallet var imod, vist nok af højst forskellige grunde. Den står derfor endnu hen som fræmtidsspørgsmål. Ad to veje søgte man imidlertid at læmpe sig igen­ nem. „ P r æ s t e n s m e d h jæ l p e r e “ var en gammel ind­ retning fra Kristian den fjærdes tid, der havde over­ levet sig selv og var så godt som sovet ind. Den op­ livede man nu ikke ved et påbud, men ved en tilladelse, 10 *

/