HammerichEtLevnetsløb

145 I k i r k e l i v e t var det lige så uroligt som i det politiske. S ø r e n K i e r k e g a a r d kastede den sidste bro a f mellem sig og kirken, som den historisk havde ud­ viklet sig i ondt og godt. Han stormede vildt paa med sine „Øjeblikke“ og stod lige ved grænsen af vanvidet, da kaldte døden ham bort. Kandidat Kragballe talede helt dramatisk om dåben og vilde gøre dens gyldighed afhængig af den præsts tro, der døbte barnet. Mor­ monerne, de Romerskkatolske og sekterne kastede sine garn ud ; også udtrædere på fri hånd viste sig og stif­ tede „rene kirker“. Sådanne forhold lod heller ikke min menighed urørt. En af tidens stormfugle, Fæster, havde jeg nægtet nadveren, fordi han påstod, en Kristen var ingen synder, han klagede som følge heraf over mig til biskop Mynster, men fik intet medhold. Så udnævnte han sig selv til præst for et par stakkels vildførte mennesker. Jeg vilde gøre, hvad jeg kunde mod de sværmende ånd er; om vinteren 1855—56 holdt jeg da på universi­ te te t k i r k e h i s t o r i s k e f o r e d r a g , der skulde oplyse tidens brændende spørgsmål, udgav dem også senere. Her fik de utålmodige at vide, at det, de grublede over og pønsede p å, slet ikke var noget splinternyt, hvad mange i sin ukyndighed indbildte sig, men noget æld­ gamm elt, som mere end én gang havde været oppe til uro for sjælene og mere end én gang var vist til rette af kirkens ypperste mænd. Grundtvigs foreslag om p r æ s t e f r i h e d turde jeg ikke tiltræde, det stod for mig som opløsning af folkekirken uden mulighed til en ny, bædre ordning. Derimod pegede jeg på adskillelse af sta t og k irk e , som den alt havde trådt i kraft i andre frie lande og med tiden måske hos os kunde blive en nødvendighed. Så viste jeg, hvorledes da en sådan adskillelse hidtil var sat i værk. og at man havde