HammerichEtLevnetsløb

60 Det, jeg vilde forelæse over, var Danmarks historie fra reformationen til enevælden. Ikke uden ængstelse tråd te jeg op om vinteren 1844, om jeg duede eller ikke duede til dosent i historien, vilde jo fræmgå af denne forelæsning. Jeg havde valgt den største høresal, og da jeg kom , fandt jeg alle pladser optagne af folk af de forskelligste stænder, mænd og kvinder; det m åtte straks sætte mod i mig. Jeg talte med varme, greben af den fortid, jeg skulde skildre, og af følelsen af dens vigtighed for m it folks fræmtid. Og tilhørerne svigtede ikke, de holdt ud til enden, og forelæsningen kunde fortsættes den følgende vinter med samme tilstrømning. Så havde jeg da, Gud være lovet, ikke grebet fejl, men, ihvor det end ellers gik, fundet en plads for mig i livet. I det hele begyndte det at klare op til lidt solskin for mig med årene 1845 og 1846, jeg må have kunnet tåle d e t, efter a t modgangen havde ydmyget mig. Da min orlov var udløben — jeg fik den forlænget på et halft år —, søgte og fik jeg a f s k e d som præ st i S tarup og Nebel, lægen krævede det så; min kære gamle me­ nighed sendte jeg en tryk t prædiken som farvel, senere har jeg været der ovre et par gange og både prædiket og holdt forsamling. Minister Stemann var min fra­ trædelse slet ikke med, og han lod mig vide: „man kunde let få sin afsked, men a t få et nyt æmbede vilde måske blive mindre le t“. Biskop Mynster, der en gang havde hørt en af de prædikener, jeg holdt, mens jeg lå ledig, fandt ikke be­ hag i den, og det undrer mig slet ikke. Yi var kun enige i ét, den fælles kristne tro, ellers forskellige i så meget andet. Derfor kom jeg også sjælden i kirke hos ham , skønt hans forkyndelse af ordet var rig og fyldig

I