HammerichEtLevnetsløb

61 stæ rkt ind pa de åndelige tilstande i menneske­ livet, noget, jeg havde sans for og savnede hos Grundtvig. Mine politiske meninger holdt jeg ikke skjulte, de gennemåndede mine forelæsninger, hvor i det mindste én højere æmbedsmand sad blandt tilhørerne; kanselliet har. derfor næppe været uvidende om dem. Det har også altid faldet mig tungt, når jeg skulde bede mennesker om noget, så videre end til det, der må iagttages af enhver, som søger kald, har jeg ikke gået. Alligevel fik jeg i slutningen af året 1845 æmbedet som første r e s i ­ d e r e n d e k a p e l l a n ved T r i n i t a t i s kirke. Hvem, der egenlig har ta lt min sag foruden dronning Karoline Amalie, véd jeg ikke; hun har selv sagt mig, at hun gjorde det. Jeg havde næmlig haft lejlighed til at lære a t kænde den ædle fyrstinde, der siden altid har vist mig såre megen godhed. Hendes indflydelse alene har im idlertid vel næppe skaffet mig æmbedet. Men jeg er nu af P. Kierkegaards mening, som en gang, da vi talte derom , ytrede: „det må dog vist i grunden være vor H erre, som bortgiver præstekald, det har jeg altid tro e t!“ Jeg havde følt, hvor bunden min tilværelse var til København, og blev lykkelig, da jeg nu også som præst kunde virke her. Med mine æmbedsbrødre ved kirken h ar jeg altid stået på en god fod. Sognepræst var den gamle dr. Rothe, en begavet natur og en mand, om hvem jeg kunde vidne ved hans grav: jo nærmere man kom ham, des mere elskede man ham. Selv med de grå hår talte og handlede han som et ungt menneske, altid livlig, altid frisk, vidrig, men ikke sjælden også hensynsløst letsindig og værst mod sig selv; herfra skrev de onde rygter sig, der kom i omløb om ham. Han talte lige fræm om dem; til min hu stru sagde han første gang, de sås: „er De dog nu ikke i grunden angst for mig, frue? Der står sådan en svovlstank om mig, ja, jeg véd det nok!“ Hvor uendelig