HammerichEtLevnetsløb

4 4 og i hans nådes dybder få en sikker havn. O Herre, hold barmhjæ rtig mig med dig i pagt, da ender sig så lystelig min hundevagt!

Man vil let forstå, hvorledes jeg m åtte være til . mode, da ligklokkerne lød trin d t om land for den gamle konge, og K ristjan den ottende kom på tronen; med ungdommens ilterhed væntede jeg på hver ny efte rret­ ning fra København. F lere i forening holdt vi dag­ bladene, jeg fik mine på anneksturen i Nebel, og så stærk, jeg tils tå r det, var min hunger efter dem, a t jeg selv i kirke i min lukkede p ræ stestol kunde sluge det allernyeste. Her sad jeg i denne afkrog af landet, mens det g jald t D a n m a r k s ære og f r i h e d , måske tilvæ relse; jeg skjulte mig ingen af de truende farer, og lige over for Tyskland hørte jeg til de fræmsynede. Min broder i København kunde deltage i rø re t og tog del deri, men jeg, hvad skulde jeg vel gøre? Jeg drog til folkefesten på Himmelbjærg med Sten Blicher og talte dér om Nordens enhed; jeg skaffede mig luft i „Dannevirke“ ; jeg skrev til fader og vilde drive ham fræmad i hans egenskab af stændermand i Roskilde. Til sidst godtgjorde jeg i „Fæd relandet“ Danmarks op­ rindelige folkefrihed ad historisk vej og udtalte det håb, a t den m åtte vindes tilbage. Jeg havde mærket, hvor u tro lig t uvidende om den sag de fleste var. Det blev et halft brud med gamle venner, der vilde blevet endnu stærkere, hvis jeg den gang havde levet i København. Ley bebrejdede mig, „at jeg førte men­ edersk ta le “, Lindberg, at jeg støttede det parti, „som