HammerichEtLevnetsløb

3 A ltret er fra den romersk katolske tid, udskåret, m alet og forgyldt arbejde med 3 figurer: jomfru Maria med krone og Jesus-barnet, en biskop i fuld skrud med sin bispestav, og en langskægget olding med en bog og Kristus-lammet, som han peger på. Min i n d s æ t t e l s e s d a g , den 7de juli 1839, havde klynger af mennesker samlet sig på den træløse og ikke sønderligt vel røgtede kirkegård. En af gravprydelserne var et slags fastelavnsris, versene på de små kors priste gærne den døde salig uden videre, og der fandtes en køn blomstersamling fra evangelisk-kristelig salmebog. Hos kvinderne mindede endnu adskilligt, som deres hovedtøj, de sorte uldstrømper, om folkedragten, mændene derimod gik gærne i de grimme, lange, blå frakker, som gjorde hænderne med blå. Piberne var tændte, „pråten“ i god gang, og genstand for den var naturligvis den nye p ræ s t; man har siden fortalt mig en del om de ytringer, som dér faldt. „Hans får,“ sagde en af de større bønder med et polisk ansigt, „ja han sidder nok over en jævning it i bagstand, kan a tro ; han skal ha’ så møj mange pæng’. Så er vor præst da heller it en tigger, og det kan hænd’s, kan ’et, te han gør ’et ud med enken og vi snart får en pæn ny præstegård.“ „Er fåren it med her ovre?“ spurgte en. „Ja, hvor véd a det?“ „Talte I it derom, lav I var hos den nye præ st?“ „Hvoraf véd du, te a var hos den nye præ st?“ „Det har den fortalt, som vidst’ ’et.“ „Ito (et udråb), så vidste han og det re tte !“ Folk lo ad det ægte jydske ordskifte, og den poliske vedblev. „Og vor præst han kan da også mer end sit fadervor, siger de, en granner en skal han være; hvad er ’et nu, de kalder ham for, det er sådant et sært navn?“ „Manisteren,“ sagde en kone af flokken. „Nej, du er hélt. fejl, stumpet E lse,“ svarede en ældre mand ved siden ad hende, „en skulde it være så fræmtalen, 1 *