HammerichEtLevnetsløb

376 virke cler ovre personligt til vækkelse af kristelig t og nordisk liv; personlig virksomhed skattede jeg liøjt. Det gennem talte jeg da med min ven den „ebræiske Muller“, den gang jeg blev præsteviet i R ibe, hvor han nu var præst. Den Herre, jeg trode på, vilde så nok, tænkte jeg, styre a lt det øvrige til det hædste, give mig fuld k la r­ hed over mit livs m ål, rense og styrke mig og sæ tte mig over mere, hvis jeg fandtes tro over det mindre. Jung Stillings farfader, en gammel kulsvier, har ta lt et dybt og dejligt ord. „Når jeg gør en økse, så vil jeg hugge med den, og det, hvortil vor Herre skabte et menneske, vil han og vide a t bruge ham til! “ Man kan ofte høre en sige: ja, mine ævner, de var nu ikke store, men ét véd jeg, på den gode vilje fejlede det i det mindste ik k e ! E r en sådan tale da re t? Ævnerne er komne som en gave fra oven, og dem tør vi nok rose, skønt ikke rose os af. Viljen derimod er vor egen, hvis ellers noget kan kaldes så, og hvo der roser sig af den, roser sit eget. Lad mig derfor heller vende sætningen om! Herren, vil jeg sige, har nedlagt ævner i min sjæl, oprindelige og gode ævner; og hvad kunde jeg med dem ikke have virket, hvis det ikke alt for ofte havde brøstet på god vilje? Min trøst er ene og alene den gamle kulsviers ord.