HammerichEtLevnetsløb

370

derved fået, hvad Anders Vedel kræver af historikeren, „også nogen erfaring udi denne verdens underlige løb.“ Men jeg kan ikke regne mig til d em , der modnes tidligt. For øjeblikket havde jeg ikke nået længer end til det andet trin i fosterdannelsen, som Sibbern skildrede den. I min barndom var helheden given i sin kim under anelsens form. Så kom adskillelsens tid med tre, tilsyneladende selvstændige m idtpunkter, om hvilke dan­ nelserne under idelige forvandlinger samlede sig: det digterske, det historiske, endelig og sidst det teologiske. Sammenvoksningen derimod af det skilte til en organisk helhed gik meget langsom t og var netop først begyndt, tillige med driften til virksomhed udad til. Man véd, jeg gav timer i v. W e s t e n s skole og hos dr. K r a r u p , mine fag var historie og geografi og dansk. Jeg søgte i det hele a t bringe mere liv og frihed ind i undervisningen, fortalte meget, indførte fysisk geografi: alt efter overenskomst med skolernes forstandere. I v. Westens skole gik det efter ønske, dér var skoletugten streng ; hos K rarup derimod, hvor den var mindre streng og han ikke støttede læreren, blev den frihed, jeg gav, ikke sjælden misbrugt. Jeg læste dér historie og dansk i de øverste klasser, og blandt eleverne var flinke mennesker, nuværende rek to r Lefolii, pastor Mejnert, provst Hammershaimb, etatsråd Caroc, den for tid lig t bo rtkald te politiker og digter Schack og andre, i dansk tillod jeg dem af og til hver selv at vælge sin opgave, og jeg mærkede, hvor langt hædre de skrev end i mine skoledage, en følge af literatu ren s opsving; også lod jeg dem holde mundlige øvelser, holde ta le r, disputere med hinanden. Her så jeg da det politiske røre gå igen hos drengene, som det i mine unge dage var tilfældet med det teologiske; kun var her så godt som alle frihedsmænd. De vilde naturligvis gærne gøre sig vittige og kunde have re t gode indfald. En vilde således hævde nød-