HammerichEtLevnetsløb

369 Og fossen sprang, og granen sang, mens ned han hende bar, did ned, hvor vikingsnækken lå i favn af bølgen klar. Sødt svulmende mod bord og bov alt fra det natblå sund, med elskovstriller bølgens slag indvied elskovs stund. Og Nordens svane dukked op, hun svæved stille hen, genstrålt af bølgens blanke spejl, og sang og svandt igen.

Så godt som enhver, bos hvem noget dybere rører sig, bar stemningsfulde, digterske øjeblikke. Mig gik det nu som så mangen anden historiker, f. eks. N. M. Petersen hos os: jeg hengav mig til dem og væntede noget af dem, min indbildningskraft var stærk, men jeg svævede i uklar­ hed om dens rækkevidde. Derfor bar jeg også endnu i nogle år m åttet prøve min pen på digterske æmner og famle mig fræm. Men digtningen slog mere og mere over i det historiske, indtil jeg omsider fik fuld klar­ hed om, hvor jeg hørte hen. Historien med al sin virkelighed, kun historien fyldte mig helt; til den er jeg født og til den opdragen, med eller uden min vilje, gennem hele livet, også det senere. Ikke mange stuemennesker har oplevet og er­ faret så meget som jeg , på jævnlige rejser til lands og v an d s, til felts og til orlogs, snart mellem bønder og fiskere, snart mellem stadboere eller krigsmænd, snart mellem studen ter og præster, og på rigsdagen mellem statsmæ nd; selv til hove kom jeg. Således har jeg gennem­ levet år i Nordens historie, som aldrig vil glæmmes, og 24