HammerichEtLevnetsløb

345 i huset. Det var den første hentydning til noget sådan t; så vidt m åtte jeg gå, inden den kunde komme fræm, den næsten utrolige magt havde en husjomfru fået. Um iddelbart derfra gik jeg hjem, stæ rkt greben, dog rolig og trøstig, satte mig ved mit bord og skrev en salme. Ikke længe efter rejste fader til det saksiske Svejts og H ernhut, dér skulde han træffe sammen med min broder. Jeg og Julie var på toldboden og bød ham farvel, han havde væntet mig hjemme, sagde han; „nej,“ svarede jeg, „der véd du, jeg ikke kan komme mere under de nærværende forhold.“ I båden fulgte jeg ham ombord på dampskibet og medgav ham et åbent brev til min broder, hvor jeg i stærke udtryk omtalte jomfru Prehn. Jeg meddelte også hans fuldmægtig, nuværende etatsråd Korn, hvad der var forefaldet. Det kostede mig atter nogen kamp, men min gærning vilde jeg vedstå både for Gud og mennesker. En månedstid efter kom fader hjem. Jeg spaserede nu ofte med ham, han var noget nedslået og talte om at pakke sammen og rejse sin vej; af og til kunde han imod sædvane blive endogså meget bitter. Jeg kunde alt tage sådanne ting med mere rolighed, det, mærkede jeg, var det bædste. Desuden anede det mig, at han blev bitter, netop fordi han var i færd med a t give efter. Det var også virkeligt tilfældet, han havde henvendt sig til sin gamle ven, dr. Muller i Kristjansfelt, om en anden husjomfru. I al hemmelighed meddelte han mig det, „men man kaster ikke det skidne vand ud, før man har det rene! Dem, jeg hidtil har set, vil jeg hverken eje eller have.“ En aften længere henne på året havde jeg ærinde til ham på kontoret, hvorefter han fulgte mig ud. „Jeg må dog fortælle D ig,“ sagde han, „at jomfru Prehn nu skal over i besøg hos sin familje, og en ny kommer da adinterim og styrer m it hu s.“ Jeg faldt ham om halsen og kyssede ham. Så mødtes vi