HammerichEtLevnetsløb

325 Vågnet er våren! Med isfrit bryst bølgerne tumle

mod klint og kyst. Skovene knoppes, sødt i løn englene væved en kjortel grøn; sprængte med duftende klokker den blå, lærte på luftene lærker slå. Natten med stjærner smuk, så smuk! nattergalsange, blom sterdug! Og fra de dødes dunkle land luftninger hvisker om skov og strand; hvisker om vår, som aldrig dør, guddomsliv på de saliges øer; hvisker, mens vuggende bølgen går, sødere klukkende fuglen slår.